I Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) har lokalredaktør Torben Kristensen en kommentar omkring betalingsparkeringen i Roskilde – dette med overskriften ”Alle fandt en fin plads i p-krigen”. Det har manden unægtelig ret i, altså rent bortset fra, at der naturligvis kun er tale om korttidsparkering.
Den omstændighed at borgmester Joy Mogensen ikke gennemtrumfede betalingsparkeringen i kraft af sit politiske flertal, skyldes naturligvis, som Blog og Brok for måneder tilbage korrekt forudså, at det ville være taktisk uklogt – netop på grund af, at betalingsparkeringen kun er populær hos visse politikere, men umådelig upopulær hos vælgerne.
Kort sagt, at foretage en sådan handling lige op til kommunalvalget, ville være at ryge i med begge ben – der var trods alt en dybere årsag til, at det lokale Venstre med gruppeformand Bent ”Vendekåbe” Jørgensen pludseligt sprang fra betalingsparkeringen. Han havde givet håbet på, at borgmester Mogensen efterfølgende have fulgt blandt andet SF og de konservatives råd og gennemtrumfet betalingsparkeringen - for så efterfølgende at tabe valget på dette grundlag!
Spørgsmålet er, hvorvidt lokalredaktør Torben Kristensen har større sans for politisk humor, end han normalt tillægges. I hvert fald skriver Kristensen, at konservative Carsten Wickmann fik lejlighed til at demonstrere overfor sine kernevælgere (formodentlig de selvstændige), at hans parti ved at gå voldsomt ind for betalingsparkering, imødekom deres interesser!?
De konservative kernevælgere, hvormed der formodentlig menes erhvervsdrivende i Roskildes midtby, er næppe interesseret i betalingsparkering – hvorfor skulle de dog være det? Gratis parkering vil nemlig ganske naturligt fremme tilgangen af kunder og dermed omsætningen.
Blog og Brok kan derfor undre sig over Carsten Wickmanns abnorm store begejstring for betalingsparkering – der må givet ligge noget helt andet bag – måske projektet med parkeringshuset?
Når kommunalvalget er vel overstået, vil det uanset hvem der vinder, blive vælgerne, som traditionen tro taber. Det betyder derfor, at betalingsparkeringen indføres, selvfølgelig først efter en af kommunes sædvanlige egenhændigt orkestrerede undersøgelse, der helt sikkert vil vise et abnormt behov. Et behov, der selvfølgelig kun findes på papiret, men papir er desværre ligesom i Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) – taknemligt!