Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

onsdag den 3. april 2013

Randbemærkninger nr. 170

VELKOMMEN TIL VIRKELIGHEDEN!
Socialkammeratlig Tidende alias Roskilde Avis bringer filosofiske betragtninger fra Bent ”Vendekåbe” Jørgensen, lederen af Venstres byrådsgruppe i Roskilde. Blog og Brok vil nøjes med at bringe et af ”guldkornene”:
”Som folkevalgte politikere har vi jo i den sidste ende ansvaret for det, der foregår i kommunen”

– Tja, i anledning af det kommende kommunalvalg har Bent ”Vendekåbe” Jørgensen pludseligt fået en åbenbaring! Omsider går det op for manden, at politikerne kan holdes ansvarlige for, hvad kommunens fire højtlønnede direktører foretager sig!
Det gælder ikke mindst, når der sker tiltag uden forlods tilladelse fra den såkaldte demokratiske del af systemet – nemlig byrådspolitikerne!
Fra det øjeblik, hvor kommunaldirektør Henrik Kolind meddelte den nys tiltrådte borgmester Joy Mogensen, at han klarede administrationen, når blot Mogensen holdt sig til politik - blev administration en stat i staten!

INGEN TÆNDING
Roskilde Dagblad bringer et citat af Louis Phillipsen:
”Mit mål er at tænde en lavine”

– Desværre Phillipsen, sne kan ikke brænde – forsøg i stedet med at jodle, det skulle efter sigende under de rette omstændigheder kunne udløse en lavine!


DOVENSKABENS FORTSATTE TRIUMF
I Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) ses et læserbrev fra den umodne – undskyld unge byrådskandidat fra socialkammeraterne Daniel Prehn.
Kandidatens kongstanker er, at unge, der ikke selv gider bevæge sig til valgstederne, skal politisk aktiveres ved, at der sendes valgbusser ud til diverse uddannelsessteder. Hvorefter de luddovne så kan stige op i bussen og her afgive deres brevstemme!
Daniel Prehn udtaler:
”Ellers risikerer vi at tabe demokratiet på gulvet ...”

– Tja, demokratiet har tidligere været noget, som man måtte kæmpe for. I dag fungerer demokratiet derimod ved, at politikerne lover guld og grønne skove før valget, for så efter valget at indgå studehandler, bage rævekager og lave lokumsaftaler med deres politiske modstandere. Hvorfor det specielt på lokalt plan er hip som hap, hvem man stemmer på!
Ved alle processer er der mindst ét affaldsprodukt og ved demokrati hedder produktet politik!

SELVFØLGELIGHEDER
I Roskilde Dagblad har venstrekvinden Annie Larsen et indlæg om betalingsparkeringen, hvor Venstre tager hele æren for, at den ikke vil blive gennemført - før kommunalvalget forstås!
Annie Larsen udtaler:
”Venstres borgmesterkandidat Bent Jørgensen fortjener stor ros ...”

– Tja, når den ene venstre m/k’er skamroser den anden, så er der snart kommunalvalg – og ganske rigtigt!

ØKONOMER OG SÅ VI MENNESKER!
I avisen MetroXpress meddeler cheføkonom Ulrikke Ekelund:
”Hvorfor vi aktuelt ser stigende priser på parcelhuse omkring de større byer”

– Tja, cheføkonomen glemmer åbenbart, at det ikke er udbudsprisen, men derimod salgsprisen, der er interessant – for disse to er nemlig stort set aldrig ens. Således må sælger ofte give et afslag på 5-8 % af den oprindelige udbudspris for at få solgt!
Tilmed er der eksempelvis ikke stigende huspriser i Roskilde og omegn, selvom Roskilde er blandt landets seks største byer - så prognosen er meget mildt sagt urealistisk, men i lighed med andre økonomers prognoser - totalt jubeloptimistisk!