Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

mandag den 22. april 2013

Randbemærkninger nr. 183

TORBEN JØRGENSEN PUSTER SIG OP!
Ifølge Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) har det lokale LO, som Torben ”To i en” Jørgensen er formand for, undladt at invitere ministre til den lokale 1. maj fest. I den anledning udtaler Torben ”To i en” Jørgensen:
”Vi er ikke enige, i det de laver”

– Tja, det er et smart trick til at lede opmærksomheden bort fra det, som Torben ”To i en” Jørgensen selv render rundt og foretager sig – dette lige fra at belyve de ældre, de syge og de handicappede til at repræsentere både arbejdsgiver og arbejdstager i samme sag!
Samtidig bliver Jørgensen fri for at tænke nøjere over, hvilken af sine mange kasketter, han skulle lette på, såfremt statsministeren kom!

VALGFLÆSK
Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) bringer nedenstående overskrift forfattet af socialkammeraternes journalistiske sprællemand Torben Kristensen:
”Roskilde har penge nok”

– Tja, hvorfor er Klostermarksskolen så ikke renoveret efter rigtig mange år som delvis ruin, og hvorfor ligner gader, veje, cykelstier og fortove i Roskilde kommune fortsat noget fra det Ydre Mongoli?
Så enten bruges de mange penge, der angiveligt skulle være nok af, kun til at opfylde behovet for kulturliderlighed hos visse lokalpolitikere, eller også er det hele blot valgflæsk til forherligelse af socialkammeraternes borgmester Joy Mogensen – vælg selv!

NOVRA ...
Overskrift i Roskilde Dagblad:
Ekspert i skarp kritik af Bondo”

– Hvad mon han ellers er ekspert i?

JAMEN SELVFØLGELIG DA!

Ifølge Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) skal Vindinge Børnehus nu udbygges for 4,2 millioner.

– Tja, oprindeligt skulle det neddrosles og provenuet anvendes til lokalpolitiske herlighedsprojekter. Efter flere klager fra børnefamilier blev ideen taget af bordet. Dette dog først efter at socialkammeraternes journalistiske sprællemand lokalredaktør Torben Kristensen havde fået i opdrag at få det til at se ud som om, at det alt sammen var administrationens skyld – altså at politikerne skam slet ikke havde ønsket besparelsen!
Det turde være overflødigt at nævne, at den politiske kovending kun skyldes en eneste ting – der er kommunalvalg om 7 måneder, og visse lokalpolitiske genier er i forvejen gevaldigt upopulære hos mange børnefamilier – ikke mindst efter den total meningsløse nedlæggelse af Molevitten!

HALLELUJA!
Socialkammeratligt Tidende (Roskilde Avis) oplyser, at der ved en spillemands messe i Roskilde Domkirke kan opleves en fuld gudstjeneste!?

– Tja, måske bør altervinen erstattes af saftevand – så risikeres ikke en fuld gudstjeneste!