Nu kunne Blog og Brok være ond, men det er vi selvfølgelig aldrig, og skrive, at har man ikke pære, må man ævle! Til gengæld vil Blog og Brok tillade sig at påstå, at lokalredaktør Torben Kristensen på Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) i stedet bare er en anelse indolent!
Nu er det almindelig kendt, dette ikke mindst baseret på et projekt af studerende ved RUC, at Kristensens organ (avisen) har en noget, skal man kalde det lemfældig indstilling til research. I stedet praktiseres det rene Wild West Show – med tre skud fra hoften, halvandet fra hver – kort sagt revolverjournalistik.
Kristensens to artikler om henholdsvis Helligkorsvej og Støden er et par repræsentative eksempler til anskueliggørelse af problemet!
I omtalen af førstnævnte oplyses det, at Roskilde Kaserne havde eget sygehus – det havde kasernen ikke, den havde derimod et infirmeri og en tandlægeklinik! Den omstændighed, at Kristensen måske ikke har aftjent sin værnepligt, undskylder ikke fejlen, det er trods alt tilladt at undersøge tingene, inden de spyttes ud af organet (avisen), som værende den skinbarlige sandhed!
På nordsiden af Støden ligger der ikke, som angivet af Kristensen, en restauration! Bemeldte etablissement befinder sig derimod på adressen Skomagergade 48! Dette turde vist indikere, at Kristensen enten kommer for lidt i byen og/eller, at han ikke gider slå op i en vejviser eller bruge Internettet.
Måske har Kristensen ligefrem godt af at forlade akvariet på 1.sal - for når man kommer i en vis alder, bør man ikke længere kun stole på hukommelsen!
Nu ventes der spændt på Kristensens næste artikler om gader og stræder i Roskilde – for indtil nu har ingen af dem været ligefrem fejlfri! På den anden side bør man ikke dømme lokalredaktøren for hårdt – hans funktion er trods alt kun at udfylde tomme felter mellem reklamerne, hvoraf en del også er utroværdige.
På denne måde passer det ene til det andet, og derved får Roskilde Avis en vis, om man så kan kalde det – stil?