Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

søndag den 19. maj 2013

Randbemærkninger nr. 202

JOY MOGENSENS AMNESI
Som bekendt er det en særdeles god ting for en politiker at besidde en ualmindelig dårlig hukommelse - og Roskildes borgmester Joy Mogensen er ingen undtagelse. Specielt konens korttidshukommelse er stærk nødlidende.
For en uges tid siden lød Joy Mogensens selvpromoverende jubeludmelding på, at kommunekassen bugnede af millioner! Kun seks dage senere lyder meldingen så på, at kommunen har økonomisk smalhals!
Sidstnævnte omgang ordgylle ses i forbindelse med Mogensens søforklaringer i Roskilde Dagblad om, hvorfor byrådet ikke blev orienteret, da brandvæsenet uden videre fik overdraget kommunale kørselsopgaver til fem millioner kroner!

– Tja, kunsten at være en god løgner fordrer en god hukommelse – så enten er kommunekassen i virkeligheden tom, men da det snart er kommunalvalg, er den virkelig fuld. Eller også er kommunekassen fuld, og historien om smalhals er blot en dårlig undskyldning – vælg selv, også hvem der ikke bør stemmes på til kommunalvalget!

PRÆSTETANKER
Roskilde Dagblad bringer et indlæg på debatsiden fra sognepræst ved Roskilde Domkirke Paul Kofod Christiansen – præsten, der skrev det brev, som han alligevel ikke skrev, og som han bagefter trak tilbager:
”Når vi lægger os til at sove for natten, kan det være en skræmmende oplevelse at spørge sig selv: Hvordan gik dagen egentlig?”

– Tja, mon ikke Christiansen kun taler for sig selv? Blog og Brok vil derfor minde den gode præstemand om, at den der spiser godt, drikker godt, og den der drikker godt, sover godt, og den, der sover godt, synder ikke!

KONSERVATIV SIGNALFORVIRRING
Først kom Tom Hjorth Andersen fra Roskildes konservative minoritetsparti med et læserbrev til forsvar for en fortsættelse af Stændertorvets kulturgørelse – selvom projektet ville koste mindst 40 millioner i stedet for de budgetterede 25 millioner!
To dage senere kommer hans partikammesjuk Carsten Wickmann så med en ny udmelding, hvorefter partiet nu mener, at hele projektet bør genovervejes - dette ikke mindst på grund af de mange protester mod den unødvendige ødselhed!

– Forvirringen synes total. Spørgsmålet er derfor, om man ikke taler sammen i det konservative parti, eller om der ligger mere personlige motiver bag – under alle omstændigheder er det usmart ikke at kunne levere fælles fodslag med kun fem måneder til kommunalvalget!

ER DET EN NYHED?
Ifølge Roskilde Dagblad erkender Enhedslisten nu, at den i øjeblikket ikke kan presse regeringen til på dagpengeområdet at lave mere end en lappeløsning.

– Tja, hvornår har Enhedslisten nogensinde kunne presse regeringen til noget som helst andet?