Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

tirsdag den 21. maj 2013

Randbemærkninger nr. 203

MORTEN GJERSKOV BLEV PLUKKET
Socialkammerat Morten Gjerskov blev afsløret i Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis), efter at gøjseren havde taget æren for, at det var socialkammeraterne, der havde foranlediget, at afskedigelserne af Roskilde Kommunes dagplejere blev sat i bero – dette selvom det var Enhedslistens ide – hvorfor ikke mindre end fire byrådsmedlemmer repræsenterende tre partier offentligt plukkede de lånte fjer af Gjerskov!

– At Morten Gjerskov efterfølgende afgav en dødssyg søforklaring, viste med al tydelighed gøjserens utroværdighed – hvilket ikke blev mindre af, at det oprindelige indlæg selvfølgelig var illustreret med et selvfedt grin!
Fotografiets tilstedeværelse skyldes dog socialkammeraternes journalistiske sprællemand lokalredaktør Torben Kristensen – der som bekendt er mere end vild i varmen med at redigere, fabrikere og optrykke propaganda for partikammesjukkerne!

EU’S VELSIGNELSER
Roskilde Dagblad bringer et indlæg af Christel Schaldermose, som er medlem af EU-parlamentet for socialkammeraterne i Danmark:
”For mig, der sidder med fingrene nede i EU’s lovmaskine, er det frustrerende at se, at mange af EU’s politiske begivenheder, milepæle og vigtige debatter aldrig når offentligheden i Danmark”

– Tja, det hænger måske sammen med, at hele tomgangskarrusellen er totalt uinteressant – danskerne får nemlig ikke folkeafstemninger om de suverænitetsafgivelser, som EU’s lovmaskine fifler ind af bagdøren!

GRÆNSELØS?
Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) bringer atter en kommentar fra erhvervschefen i Roskilde Kommune Jens Thornsen – manden der ikke kan føre dokumentation for de ”mange” erhvervsvirksomheden, som han har skaffet kommunen – denne gang med overskriften:
”Er der grænser for kommunens erhvervsvenlighed?

– Nej da, selvfølgelig er der da ikke det, bare se på Stryhns leverpostejfabrik!

EN EU-ELSKERS SKYKLAPPER
Eller de halve sandheder om Unionens ”velsignelser” bringes på debatsiden i Roskilde Dagblad af en Jens-Kristian Lütken, medlem af Europabevægelsens forretningsudvalg:
”Derimod er holdningen til euroen mere lunken på trods af, at kronen er fuldstændig bundet til euroen, og vi følger alle beslutninger fra Den Europæiske Nationalbank”

– Nej, ikke på trods af, men netop derfor - Lütken!