Eller rettere sagt indenfor ”reglerne” godkender formanden for Teknik og Miljø i Roskilde, socialkammerat Torben ”To i en” Jørgensen ud i en blå tåge den ene talentløse og totalt tåbelige byggetilladelse efter den anden – men det er altid indenfor ”reglerne”!
At Jørgensen så efterfølgende må erkende, at han vist nok ikke havde forestillet sig, at bygningerne kom til at se sådan ud – det er også indenfor ”reglerne”. Disse træder altid i kraft, når der er rejst berettiget offentlig kritik af Jørgensens manglende forestillingsevne kombineret med gøjserens inkompetence! Så er det til gengæld for sent, for så er bygningen allerede blevet en realitet – og det ved Jørgensen godt!
Derfor har mange beboere i Trekroner fået deres udsigt ødelagt for livstid af det grimme og bastante BAUHAUS, for slet ikke at tale om den rendyrkede øjenbæh, som såvel farvevalg som skiltning udgør.
Ved Skt. Agnes husene er området blevet voldtaget af en bastant, tudegrim og anmassende containervilla. Villaen passer lige så godt i området, som en hundelort i en lagkage – men Jørgensen selv er ligeglad.
Selvfølgelig beser han hver gang svineriet, mumler lidt om, at det måske ikke er så heldigt, og at han da slet ikke ud fra tegningerne har kunnet forestille sig, at resultatet ville blive så uhyggelig - men tag endelig ikke fejl, svineriet er hver gang indenfor ”reglerne” - Jørgensens regler altså!
Det siger sig selv, at selvom der foreligger en lokalplan for et område, så kan kommunen så ganske udmærket stille krav til byggeriet i området! Det med reglerne er kun en dødssyg undskyldning for, at Jørgensen heller ikke kan bestride jobbet som formand for Teknik og Miljø.
Som en yderligere understregning af udueligheden, har Torben ”To i en” Jørgensen nu fået en ny bøf på grillen, nemlig spekulationsbyggeriet af boliger i Bredgade! Noget der har fået selv hans partikammesjukker i byrådet til at reagere!
Måske er Jørgensen simpelthen overbebyrdet, gøjseren har masser af ben, som han skal huske at gnave på for hvert år for at få en halv million kroner i kagekassen – og ret skal være ret, dét er Jørgensen virkelig god til!
Nu skal man selvfølgelig heller ikke klandre manden unødigt, for ingen er forpligtiget udover deres evner – og i Jørgensens tilfælde er evnerne tilstrækkeligt fattige til, om ikke ligefrem at undskylde så dog at forklare talentløsheden!