SPOT TIL SKADE
Forsiden på Roskilde Dagblad torsdag var præget af et fotografi forestillende Roskildes borgmester socialkammerat Joy Mogensen - dette med billedteksten:
”Joy river skolen ned”
– Tja, der er da vist næppe grund til at understrege, at økonomisk lalleglade socialkammerater allerede for længst har forårsaget, at Klostermarkskolen endte som delvis ruin. Dette med efterfølgende påbud fra Arbejdstilsynet om delvis lukning grundet akut nedstyrtningsfare – hvilket i den grad bragte Roskilde på landkortet!
Årsagen til miseren var nemlig, at penge til skolens vedligehold blev hældt i den eksorbitante Rådhustilbygning, Musicon, Rockmuseet og alle tænkelige som utænkelige former for politisk sovs og smovs og kulturel liderlighed!
At borgmester Joy Mogensen medvirker til nedrivning af skolen endnu en gang, er at føje spot til skade. Det burde i stedet give konen skamrødmen i kinderne i en sådan grad, at brugen at rouge kan udelades resten af valgperioden!
EN ORDENTLIG SKYDESKIVE
I et læserbrev bragt i Roskilde Dagblad, udtaler forstanderinden for Idræts- og Kulturudvalget den selvbehagelige SF’er Birgit Pedersen følgende:
” ... at det at være politiker gør, at man nogle gange bliver skydeskive ...”
– Tja, selv som skydeskive betragtet er madam Pedersen uhyggelig - nem at ramme! Faktisk så nem, at det næsten er usportsligt – til gengæld er det fuldt ud fortjent!
LOKALREDAKTØR KRISTENSENS SLUDDER PLUDDER
Lokalredaktør Torben Kristensen på Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) oplyser, at Roskildes meget store historiefortæller Lotte Fang under sin byvandring vil fortælle om behandlingen af forbrydere i Middelalderens Roskilde!
– Desværre kan lokalredaktøren ikke vente, men benytter situationen til igen at lufter sin lokalpatriotisme, der går langt ud over, hvad der er historisk belæg for.
Roskilde udnævnes igen til Nordens største klerikale by, selvom det var ærkebispesædet i Lund, der var det!
Herefter render Torben Kristensen rundt i diverse henrettelsesmetoder i Middelalderen, blandt andet at henrettelser skete ved hjælp af en sabel - det er ukorrekt. Der anvendtes et bøddelsværd – dette var som oftest stumpt - det vil sige uden spids!
Blog og Brok vil undlade at belære lokalredaktør Torben Kristensen yderligere om Roskilde, henrettelsesmetoder og reglerne herfor i Middelalderen. Det vil nemlig vanen tro være, som dengang salig pastor J.E. Gjellebøl spildte Guds ord på Balle-Lars!
BIRGIT PEDERSENS GLASPALADS
Roskilde Dagblad bringer et læserbrev fra forstanderinden for Roskilde Kommunes Kultur- og Idrætsudvalg, den selvbehagelige SF’er Birgit Pedersen, der går i rette med modstanderne af madammens personlige ideer om indholdet i den kommende svømmehal:
”... når man kæmper for en sag, så er det klogest at gøre det med fair og saglige argumenter”
– Det har madam Pedersen nemlig aldrig selv præsteret - parolen har altid været: ”Jeg alene vide”. Kaster man sig således ikke straks ned i næsegrus beundring over madam Pedersens selvopkastede genialitet, så får det efterfølgende uhyggelige konsekvenser! Dampradioen er således et grelt eksempel herpå!
Blog og Brok skal derfor erindre madam Pedersen om, at man ikke skal kaste med sten, når man selv bor i et glaspalads!