Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

tirsdag den 2. juli 2013

Randbemærkninger nr. 234

KOMISKE JØRGENSEN
I Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) slynger socialkammerat Torben ”To i en” Jørgensen” i sin egenskab af formand for det lokale LO, en bandbulle mod Erhvervsforum Roskilde, der søger gratis arbejdskraft trods kommunale milliontilskud!
Jørgensen henstiller kraftigt, at netværket søger arbejdskraft på normale løn- og ansættelsesvilkår:
”Sker det ikke, må vi forvente, at Roskilde Byråd genovervejer støtten til netværket”

– Tja, det lyder alt sammen meget fornuftigt, altså lige bortset fra, at Torben ”To i en” Jørgensen er byrådsmedlem for socialkammeraterne. Jørgensen forventer altså, at Jørgensen, dvs. han selv, genovervejer sagen!
Mon ikke Torben ”To i en” Jørgensen snarere bør genoverveje det betimelige i hans fem forskellige kasketter. Det er nemlig hverken første eller sidste gang, antallet af kasketter sætter Jørgensen i et etisk set skummelt lys!
Til gengæld har han meget svært ved at holde masken hele vejen til banken med indtægter på en halv million kroner årligt, for der er penge i kasketterne – rigtig mange penge!

UENDELIGHEDEN
Overskrift i Roskilde Dagblad:
”Udsigt til flere pladser i toget”

– Tja, udsigten har aldrig fejlet noget – bortset fra at den er permanent!

SPÅDOM PASSEDE
I forbindelse med at beboerne i Tjæreby er meget plaget af megen både tung og farlig trafik gennem byens smalle gader, blev problemet bragt frem i et læserbrev i Roskilde Dagblad. Her klagede beboerne offentligt deres nød, selvom de ikke var optimistiske med hensyn til, at Roskilde Kommune ville agere i sagen!

– Dengang forudså Blog og Brok, at da det er valgår, ville der straks komme en reaktion fra socialkammerat Torben ”To i en” Jørgensen – og det kom der så nu med en undersøgelse af muligheden for en omfartsvej!
Der er kommunalvalg om mindre end fem måneder, og Jørgensen søger derfor desperat efter stemmer – det kniber nemlig gevaldigt efter afsløringer af uprofessionalisme, tåbeligheder, løgnehistorier og begærlighed.
Beboerne i Tjæreby får givet deres omfartsvej – men var det ikke valgår, så havde de kun fået en vis bar del af Jørgensens anatomi at trutte i!

JOURNALISTISK KLØJSER GØJSER
I Socialkammeratlig Tidende alias Roskilde Avis, har bladsmører Henrik Wancher følgende tåbelighed:
”Bilen blev skidt skadet”

– Og det var noget rigtig lort – ik’

VALGTROMMERNE BULDRER
I Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) bringer socialkammeraternes journalistiske sprællemand lokalredaktør Torben Kristensen en omtale med fotos i anledning af, at hans partikammesjuk Torben ”To i en” Jørgensen, formand for Roskildes Teknik og Miljø indvier 200 meter cykelsti ved Tjæreby.

– Når det nu snart er kommunalvalg, og når der tilmed er tale om den mest underlødige politiker til dato i Roskilde Byråd, nemlig Torben ”To i en” Jørgensen, så er der virkelig brug for reklame – men sølle 200 meter cykelsti er ikke nær nok til at opveje blot en brøkdel af de talentløsheder og svinestreger, som bemeldte personage har excelleret i!
At Torben ”To i en” Jørgensen tilmed er i centrum på to af tre fotos – det gør ikke reklameindslaget mere spiseligt - tværtimod!