TÅBELIGE BEMÆRKNINGER
I forbindelse med bygningen af det nye retspsykiatriske hospital på Skt. Hans i Roskilde, udtaler en af arkitekterne:
”Vi har lavet et byggeri, der fremstår åbent for borgerne, selvom det ikke er tilgængeligt, og som på den anden side giver patienterne en oplevelse af at være en del af omverdenen, selvom de ikke kan nå derud”
– Tja, dybest set handler det vel kun om, at patienterne skal holde indenfor ”murene” af hensyn til de omkringboendes sikkerhed – alt andet er en omgang fortænkt sludder!
UFRIVILLIGE PÅ FESTIVAL
Ifølge Roskilde Dagblad vil Roskilde Festivalen atter i år komme til at mangle frivillige fra de forskellige klubber og foreninger. Det skyldes uden tvivl, at kravet om ulønnet arbejdstid sidste år blev sat op fra 24 til 32 timer!
Samtidigt oplyser talskvinden Bilde - konen der ville lære fattige danskere at spise kål – at ledelsen ikke kender til frivilligproblemet. Dette selvom, at der var så stor mangel på frivillige allerede sidste år, at ledelsen satte aldersgrænsen ned fra 18 til 17 år.
– Tja, snakkekonen Bilde er reelt ligeglad. Bare ledelsens millionlønninger går ind på bankkontoen, og ledelsen kommer på den årlige månedlange gratis ”arbejdsferie” - der selvfølgelig kun kan finde sted under sydens palmer - så er alt i skønneste orden - officielt!
ØLLEBRØD?
En ting er, at vinsmagning altid har været forbundet med overklassen og dermed snobkulturen – men nu er den lille mands øl desværre også faldet i hænderne på snobberiets villige lakajer!
Således bringes følgende anmeldelse af en øl i Ekstra Bladet:
”... let støvet og med sødlig aroma med fine noter af korn, hø og friskbagt brød”
– Kort sagt, på almindelig dansk har øllet samlet en hinde af støv i et stort åbent kar, er blevet tilsat sukkeraromat samt notatark (papir) fremstillet af korn og hø – yderst økologisk og givet spiseligt. Herefter er der i fluidummet smidt friskbagte brød – lækkert ikke?!
Samtidigt undrer det, i hvilken forbindelse anmelderen har konstateret, hvordan hø smager!
JOURNALISTISK KLØJSER GØJSER
Det er som bekendt en specialitet, som Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) excellerer i – til såvel morskab som alt andet for læserne. Denne gang bringer lokalredaktør Torben Kristensen selv en artikel om, at ikke anvendte madvarer på Roskilde Festivalen fortsat fuldt lovligt kan gives til Cafe Klaus m.fl. Det sker med overskriften:
”Genbrug af maden”!
– Forhåbentlig er der ikke tale om genbrug af maden, hvilket vil indebærer, at maden allerede er blevet spist og derefter i en unægtelig ganske anderledes substans genbrugt! Hvilket ved nøjere eftertanke ikke lyder specielt lækkert.
Til gengæld håber Blog og Brok på, at dette lille venlige vink vil bevirke, at Torben Kristensen fremover tænker nøjere over, hvad det egentlig er, at han skriver!
NEDLADENDE SELVMODSIGELSE
I forbindelse med Roskilde Festivalen oplyser talskvinden Bilde til Roskilde Dagblad, at det gælder om at få publikum mere med i kunstaktiviteterne, fordi det er en nysgerrig flok, der gerne vil deltage!
– Snakkekone Bildes udmelding er direkte selvmodsigende, for hvis ”flokken” gerne vil deltage, så er det vel intet problem at få dem til det?
Til gengæld er det nedladende at påstå, at der er tale om en ”nysgerrig” flok! Der er ikke foretaget en opinionsundersøgelse - så påstanden er, som så mange andre af snakkekone Bildes hurra-udmeldinger – kun snak!