HVOR SJOVT!
I forbindelse med overdragelsen af visse kommunale transportopgaver til Roskilde Brandvæsen, har der været storvask i Roskilde Byråd. Ifølge Roskilde Dagblad blev borgmester Joy Mogensen mopset, da venstrekvinden Annie Larsen mente, at Mogensen havde ført byrådet bag lyset!
– Tja, formodentlig håber det lokale Venstre på, at Joy Mogensen til kommunalvalget også går bag af dansen - i krig, kærlighed og politik gælder alle kneb!
HVOR VERDSLIGT!
Fra lokalredaktør Torben Kristensen kommentar i Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) bringes følgende parole:
”Domkirken er for alle”
– Ja, bare de kan betale!
HVOR FORUNDERLIGT!
Som det måtte være alle bekendt startede forstanderinden for Idræts- og Kulturudvalget, den mere end selvbehagelige SF’er Birgit Pedersen, debatten om den nye svømmehal med at dekretere, at hun alene bestemte, hvem der skulle inddrages i processen!
– Tja, efter et par vink med en vognstang og et par dyp i blækhuset, er konen pludselig blevet åh så demokratisk, hvorfor alle lige fra idrætsorganisationer til ældre inddrages i projektet – at den pludseligt opståede fornemmelse for demokrati også hænger sammen med, at madam Pedersen genopstiller til byrådet, det er selvfølgeligt ganske usandsynlig og absolut uantagelig – ikke sandt?
HVOR BELEJLIGT!
Forstanderinden for Roskilde Kommunes Idræts- og Kulturudvalg den mere end selvbehagelige SF’er Birgit Pedersen har et indlæg i Roskilde Dagblad, hvoraf det fremgår, at politikerne holder det sidste dialogmøde om den kommende svømmehal i slutningen af juni!
– Tja, det er lige midt i sommerferieperioden, så ganske smart vil mange derfor være afskåret fra at deltage!
HVOR SANDT!
Roskilde Dagblad bringer et indlæg af Klaus Nørskov og Jan Mejding om trafiksituationen ved henholdsvis Sct. Jørgens skole og på Sct. Jørgensbjerg:
”Skolebestyrelsen og Lokalrådet håber, at politikerne denne gang har mod til at fastsætte den mindst dårlige løsning for hele området”
– Bare rolig, så længe der kun er tale om dårlige løsninger, skulle der være en maksimal chance!
HVOR MORSOMT?
Overskrift på forsiden af Roskilde Dagblad:
”Dommerne gik murere i bedene”
– Hvad gjorde gartnerne så?
HVOR EJENDOMMELIGT
Overskrift i Roskilde Dagblad:
”Læger hvæsser konfliktsværd efter stormøde”
– Tja, mon ikke der kun er tale om en skalpel?