ALLAN OHMS’ AFSLØRINGER
Ovennævnte advokat fra Smedegade i Roskilde har på forunderlig vis erhvervet sig en klumme med titlen ”Erhvervsjura” på bladet Erhverv Sjælland!
Det forunderlige ligger i, at selvom resten af bladet rent faktisk handler om erhverv, så handler klummen ”Erhvervsjura” stort set aldrig om det! Derimod bruger bemeldte advokat klummen til at fremkomme med fabulering over sig selv, noget der burde henvises til Facebook:
”Ja, jeg gider godt glo på kunst ... Jeg har ikke forstand på kunst”
– Tja, det er selvfølgelig altid godt med selverkendelse. Måske skulle Ohms derfor tage skridtet fuldt ud og erklære, at han godt gider honoraret, men at han ikke har forstand på erhvervsjura - heller!
HENRIK STOUGAARDS ERFARINGER
I forbindelse med debatten i Roskilde Byråd om aktindsigt i kommunen udtalte Henrik Stougaard fra Enhedslisten ifølge Roskilde Dagblad:
”Hvis den striptease, der er sket her, havde været den ægte, havde den været uegnet for børn”
– Tja, bemeldte byrådsmedlem har åbenbart dybdegående erfaringer med hensyn til kvalitet af striptease – så det heldigt, at Stougaard overgik til Enhedslisten og ikke til Kristeligt Folkeparti!
DÅRLIGT HÅNDVÆRK
Det leverer redaktionen på Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) – hvilket efterhånden har vakt en del opmærksomhed! Problemet er, at hver gang der ansættes en ny bladsmører, så udkommer de mærkeligste opstød i avisen!
Nu har Henrik Wancher – angiveligt journalist – gjort sig uheldigt bemærket adskillige gange. Gøjserens journalistiske opfattelse lider af såvel faglige som sproglige mangler, hvilket åbenbart er en kvalifikation for at blive ansat på Socialkammeratlig Tidende!
Som et eksempel kan nævnes en artikel med overskriften:
”2000 våde asfaltridder(e) og lidt senere ”Røvere over pastasalaten”
– Der er tale om cykelryttere – heldigt at de ikke blev kaldt for landevejsriddere, selvom bemeldte bladsmører givet ikke aner, hvad ordet betyder!
Hvordan ”ridderne” efterfølgende bliver til røvere, det melder historien intet om. Fordi cykelrytterne efter løbet spiste pastasalat med god appetit, skete der vel ingen forvandling til røvere af den grund?
Nu er bladsmøreren lidt undskyldt, for i den sidste ende er det lokalredaktør Torben Kristensens ansvar, hvordan læserne præsenteres for nyheder m.v. - en sådan realitet kan unægtelig undskylde mangt og meget!
MISVISENDE?
Roskilde Dagblad har følgende overskrift:
”Spritter stoppet i varevogn”
– Tja, journalisten kender åbenbart ikke forskel på en spritbilist og en spritter! Blog og Brok skal derfor undtagelsesvist - og absolut kun undtagelsesvist - være pågældende behjælpelig med forskellen.
En spritbilist er, som ordet angiver, en bilist, der kører i beruset tilstand. En spritter derimod er et gammelt folkeligt udtryk for en subsistensløs alkoholiker, der ofte vagabonderede – også kaldet for en landevejsridder!