Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

mandag den 10. juni 2013

Randbemærkninger nr. 218

FORMAND SØRENSEN ER MOPSET
Henning Sørensen, der er formand for socialkammeraterne i Roskilde Kommune, leverer via sit læserbrev i Roskilde Dagblad et surt opstød over, at avisen ikke har dækket socialkammeraternes grundlovsmøde på en efter Sørensens opfattelse passende måde – faktisk havde Dagbladet nemlig helt fravalgt det!
Det falder Sørensen voldsomt for brystet, at Dagbladet ikke kunne se det geniale i at referere de vanlige floskler fra socialkammerater som Joy Mogensen, Mette Gjerskov og anakronismen Mogens Lykketoft!

– Det kan Blog og Brok derimod godt forstå. Formand Sørensen har således i forvejen Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) ledet af lokalredaktør Torben Kristensen, der er partiets journalistiske sprællemand. Her får den aldrig for lidt med at fremhæve partikammesjukkernes genialitet – om end dette af og til udløser et latterbrøl hos læserne!

Imidlertid imødegår redaktionslederen på Dagbladet, Lars Ahn Pedersen formand Sørensens sure opstød på en yderst kontant måde! Kort sagt formand Sørensen burde have erindret sig det gamle ordsprog om, at man ikke skal banke på, hvor man ikke vil ind!

ET GODT SPØRGSMÅL
I Roskilde Dagblad udtaler formanden for bestyrelsen i FC Roskilde Carsten Wickmann konservativt byrådsmedlem, at klubben lider under en negativ egenkapital.

– Tja, betyder det så, at klubben har tilbagebetalt det rente- og afdragsfrie lån på over en halv million, som byens byggematador ved Wickmanns mellemkomst gav klubben?

HENRIK STOUGAARDS PARADENUMMER
Det er snart kommunalvalg, og den tidligere formand for SF’s byrådsgruppe Henrik Stougaard, manden der gik, inden han blev gået og endte i Enhedslisten - skal derfor skabe interesse om sin person!
Det sker ved, at Stougaard til Roskilde Dagblad beretter om en masse lukkede sager i Roskilde Kommune, der fortsat ikke er tilgængelige.

– Tja, det lyder selvfølgelig sensationelt, men der er lige den hage ved det, at sagerne allerede eksisterede på det tidspunkt, hvor Stougaard både som SF’er og som viljeløs nikkedukke deltog i socialkammeraternes rigide asociale nedskæringer!
Dengang holdt Stougaard selvfølgelig kæft, og selvom der er gået mange måneder siden funktionen som nikkedukke ophørte, er der ikke kommet en lyd om sagerne - altså ikke før nu, hvor der yderst belejligt kun er 5 måneder til kommunalvalget!
Så i stedet for at fremstå som retfærdighedens whistleblower, får manglen på en langt tidligere reaktion Stougaard til at fremstå som en luskebuks og en hykler!

POUL ANDERSEN GÅR KØKKENVEJEN
Ovennævnte socialkammeratlige medlem af Roskilde Byråd er pludselig blevet voldsomt interesseret i skolekøkkener og slår i et læserbrev bragt i Roskilde Dagblad til lyd for, at alle kommunens skolekøkkener skal renoveres!

– Tja, naturligvis skal de da det! Der skal nemlig laves valgflæsk! Poul Andersens pludselige interesse skyldes simpelthen kun, at det snart er kommunalvalg. De nedslidte skolekøkkener har nemlig været en realitet i rigtig mange år, uden at Poul Andersen har gidet beskæftige sig med problemet!

TOMHEDENS KUNST
Den såkaldte kunstner Yoko Ono, hvis springbræt var bekendtskabet med John Lennon, udstiller i Danmark. I den anledning citerer Roskilde Dagblad Yoko Ono for en udtalelse om, at hendes hjerne skal være tom, før hun kan få ideer!

– Hvilket forklarer kvaliteten af produktionen!