Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

tirsdag den 11. juni 2013

Torben Jørgensen og stanken!

Ovennævnte socialkammerat er som bekendt formand for Teknik- og Miljøudvalget i Roskilde Kommune og i den egenskab forsøger Torben ”To i en” Jørgensen i Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) at forklare, hvorfor borgerne visse steder er og i lang tid har været plaget af stank, uden at kommunen har gjort noget som helst ved sagen!

Således gav Jørgensen i sin tid dispensation til en restauration, der efterfølgende fik hele kvarteret og i øvrigt forsat gør det, til at stinke af sveden og brændt gris! Dispensationen blev efterfølgende indbragt for og underkendt af Natur- og Miljøklagenævnet!

Herefter var en af mulighederne at ændre lokalplanen. Det har kommunen så bevidst syltet lige siden underkendelsen – og vil uden tvivl fortsætte med det, indtil der kommer fornyede klager over den manglende efterlevelse af afgørelsen!

Ovennævnte sag er således ikke noget enkeltstående eksempel på Jørgensens fornemmelser for stank! I tre år fik Stryhns leverpostejfabrik således lov til at forurene kloakvandet i området omkring virksomheden - dette i en sådan grad at stanken af råddent kød via kloaknettet trængte op i badeværelserne hos de omkringboende!
Jørgensen fortog sig i de tre år intet som helst, og havde det ikke været for klager og skriverier i aviserne – havde Stryhns leverpostejfabrik fortsat forurenet!

Det mest stinkende er dog Jørgensens forklaringer på kommunens ulovlige dispensation henholdsvis totale passivitet.
I førstnævnte tilfælde er undskyldningen, at man - hvem man så end måtte være - gerne ville have nogle restaurationer op i Algade – åbenbart koste hvad koste ville. I det andet tilfældet var søforklaringen den, at Jørgensen forventede, at Stryhns selv løste problemet indenfor tidsfristen på ikke mindre end tre år – hvilket selvfølgelig aldrig blev tilfældet!

Når det gælder latterlige undskyldninger og tåbelige bortforklaringer udviser Jørgensen til gengæld altid abnorm flid. Vælgerne bør derfor inden kommunalvalget vurdere Jørgensens evner som ansvarlig og troværdig politiker - også i forhold til de to ovennævnte sager!

At Jørgensen i det hele taget genopstiller til kommunalvalget, kunne næsten have visse lighedspunkter med eleven, der efter en ringe indsats og en yderst elendig afgangseksamen beder rektor om en skriftlig anbefaling. Meget gerne, svarede rektoren, hvad vil du helst være - dum eller doven?