Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

onsdag den 12. juni 2013

Randbemærkninger nr. 219

MISINFORMATION
Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) ved lokalredaktør Torben Kristensen bringer følgende overskrift:
”Borgermøde om 4000 jobs”

– Tja, når noget lyder for godt til at være sandt – så er det fordi, at det også er det! Til gengæld er lokalredaktør Torben Kristensen som bekendt socialkammeraternes journalistiske sprællemand og derfor specialist i misinformation – specielt når partikammesjukkerne med borgmester Joy Mogensen i spidsen skal fremhæves!
Borgermødet handler selvfølgelig ikke om jobs, men giver blot borgerne muligheder for at se og høre om den nye forskerpark ved Risø!
De mange jobs er kun spektakulær fremtidsmusik. Der vil logisk komme en del nye jobs, men først over en længere årrække, og det vil ikke kun komme borgere i Roskilde Kommune til gode – men naturligvis også borgere fra andre kommuner!

HVIDVASK
Lokalredaktør Torben Kristensen på Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) forsøger nu at give partikammesjuk socialkammerat Torben ”To i en” Jørgensen et nyt image - dette efter at bemeldte personage gjorde sig særdeles uheldigt bemærket i affæren om underbetaling af polske arbejdere på KARA!
Torben ”To i en” Jørgensen er som bekendt både formand for bestyrelsen på KARA og formand for LO Roskilde – hvilket logisk nok skabte røre i den lokale fagbevægelse! Et røre, der ikke blev mindre ved, at Torben ”To i en” Jørgensen imødegik kritikken om underbetaling med en udtalelse om, at det ikke var nogen bananrepublik!

– Forholdene blev efterfølgende bragt i orden, ikke takket være Torben ”To i en” Jørgensen, men derimod via en sympatistrejke!
Nu kommer kommunalvalget, og ”To i en” Jørgensen genopstiller til byrådet, hvorfor hans image skal pletrenses, og det gøres ved at give direktøren for KARA skylden for hele miseren!
Derfor meddeler Socialkammeratlig Tidende, at Jørgensen som bestyrelsesformand ikke formåede at få sin direktør til at makke ret!?
Det er en dårlig undskyldning, der med al tydelighed viser, at Jørgensen heller ikke er egnet som bestyrelsesformand! Gøjseren har ingen gennemslagskraft, men til gengæld aldrig problemer med at modtage bestyrelseshonorarer!
Udover det kujonagtige i at skyde skylden på direktøren, lever Torben ”To i en” Jørgensen op til det gamle ordsprog om, at kan en politiker ikke gå på vandet – så er det vandets skyld!

LAST MAN STANDING?
På debatsiden i Roskilde Dagblad har læge Peter Silbye fra Køge et debatindlæg om lægernes situation:
”Jeg vil mene, at jeg - og mine kolleger – trods de mange skud stadig er i oprejst stilling foran målet”

– Tja, det plejer da vist også at være patienterne, der ligger ned!