Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

onsdag den 31. juli 2013

Regionen kan løse blodprop-problemet!

Nemlig hvorvidt der kan foretages de mere komplicerede operationer for blodpropper på Roskilde Sygehus, frem for at patienterne skal videreføres/overføres til Rigshospitalet.
Forudsætningen er kvalifikationer kombineret med et akut beredskab, således som det forefindes på Rigshospitalet.

Det er kort sagt et spørgsmål om bevillinger – noget som regionen er kendt for at være yderst karrig med, når det gælder om at forøge chancerne for overlevelse hos syge borgere! Således blev eksempelvis lægeambulancerne afskaffet – de var angiveligt for dyre!
Måske har regionens politikere en lille tabel, hvor prisen for et menneskeliv er angivet, for hvis det er tilfældet, så må det konstateres, at borgernes ve og vel ikke er egnet til at lægge i hænderne på en samling politiske kræmmere!

Nu er regionspolitikerne i anledning af det tilstundende valg ude med fiskesnøren, og maddingen er, at de så sandelig går varmt ind for, at Roskilde Sygehus skal behandle alle former for blodpropper.
Jamen hvad med at bevise påstanden, nemlig ved at sørge for opnormeringer, efteruddannelser, ansættelse af specieltrænede læger nok til, at beredskabet på Roskilde Sygehus kan matche beredskabet på Rigshospitalet?

Herefter vil Sundhedsstyrelsen nemlig have mere end svært ved at afvise, at lade operationerne foregå på Roskilde Sygehus i stedet for på Rigshospitalet – og samtidig får sundhedsministeren langt bedre muligheder for at tillade, at de omhandlede operationer også rent faktisk fremover skal foregå på Roskilde Sygehus.

Så regionspolitikere, hvis I mener, hvad I nu siger – og det altså ikke kun er den vanlige omgang klamme valgflæsk, så kom i gang med at bevilge de nødvendige millioner. At der i den forbindelse må spares på noget andet, der er knapt så livsvigtigt, kan vel ikke være en undskyldning – kan det vel?