Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

torsdag den 1. august 2013

Randbemærkninger nr. 256

MERE PLAT STEMMEFISKERI
Diverse lokalpolitiske genier er i gang med valgkampen til det kommende regions- og kommunalvalg!
Temaet er i år blodpropper – ikke det forebyggende arbejde i kommunalt eller regionalt regi, men derimod hvor behandlingen skal foregå, når skaden er sket!
I den forbindelse er det interessant at konstatere, at ingen af de lokalpolitiske genier besiddelser en lægemæssig ekspertise, men alligevel mener de alle, at Roskilde Sygehus selvfølgelig skal foretage alle nødvendige indgreb!
At hospitalet så ikke er gearet til at foretage enhver form for indgreb – det er totalt uden interesse. Dette selvom en forkert behandling kan koste patienten livet – bare man selv får stemmer!

– Sidste nye politiske plat på blodpropper kommer fra venstrekvinden Jette Tjørnlund fra Viby Sj. – der i sit læserbrev i Roskilde Dagblad opsummerede alt det, som alle de andre politikere allerede har ført i marken uden samtidig at tage stilling til, hvorvidt Roskilde Sygehus overhovedet er gearet til de ønskede operationer!
For Jette Tjørnlund handler det nemlig heller ikke om blodpropper, det handler kun om stemmer – personlige stemmer!

JOURNALISTISK KLØJSER GØJSER
Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) bringer med desværre meget korte mellemrum små notitser om diverse begivenheder, dette uden at det altid fremgår, hvem der har begået smøreriet:
”Unge i forpurret rom-komplot”

– Tja, det lyder uhyggeligt, men i virkeligheden handler hele ”komplottet” om to teenagere, der i et supermarked stjal en flaske rom og blev pågrebet!
Fabrikanten af den oppustede notits går åbenbart svanger med et job som rigtig journalist på den københavnske boulevardpresse. Imidlertid mangler han det fornødne mod til at lægge navn til, når bagatellerne pustes op til sensationer – det er et spørgsmål om rygrad, eller rettere manglen på samme!

EN VARMLUFTBALLON
Roskilde Dagblad bringer på debatsiden en ejendommelighed fabrikeret af Svend Erik Hovmand, bestyrelsesformand for Femeren Belt Development:
”Vi står med alle muligheder for at skabe et dansk Wirtschaftswunder, hvor vi også skal søge at fastholde nogle af de mange virksomheder, der vil komme til Danmark for at tage del i projekterne”

– Tja, udover at manden åbenbart er glad for tysk, så er spørgsmål, hvorfor virksomhederne skulle blive her, når lønningerne er langt højere i Danmark end der, hvor de kommer fra!
At bestyrelsesformanden er venstremand, skal selvfølgelig ikke komme ham til skade – vi har jo alle lov at blive salige i vor tro – at gøjseren derimod partout skal gøre opmærksom på, at han har været minister, det har intet med hverken Femern projektet eller de eventuelt kommende virksomheder at gøre. Måske skyldes det blot, at al den varme luft skal have noget at være i!