Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

tirsdag den 20. august 2013

Randbemærkninger nr. 271

ULÆKKER SELVROS
Roskilde Dagblad bringer et læserbrev af byrådsmedlem for det konservative minoritetsparti Carsten Wickmann:
”... og vi kan i dag sammen med de andre budgetforligspartier sige, at vi har en kommune, der ligger, lad os sige lunt i svinget”

– Tja, det gælder i hvert fald ikke for kommunens ældre, syge og handicappede - så mon ikke Wickmann lige skal klappe hesten.
Roskilde Kommune er således ikke noget rart sted at blive gammel – men måske har Wickmann planer om at forlade kommunen indenfor de næste 5-6 år for at nyde sit otium, der er nemlig ikke noget at nyde her!

VENSTRES HYKLERISKE LEFLEN
Roskilde Dagblad bringer på debatsiden et læserbrev fra en Hans Andersen fra Venstre:
”I Venstre snakker vi ikke om dovne arbejdsløse. Vi har stor respekt for det enkelte menneske ...”

– Og det skulle komme fra et parti, der midt i en periode med det største antal arbejdsløse indenfor 20 år, halverede dagpengeperioden, dette for at tvinge de ledige i arbejde på jobs, der ikke eksisterede!
Gøjseren er ikke alene en klam hykler, han er dybt utroværdig og tror åbenbart, at de danske vælgere er en samling lallende idioter!

SEANCER MED SCHUBERT?
Roskilde Dagblad bringer traditionen tro endnu en oppustet anmeldelse fra Schubertiaden, også denne gang fabuleret af metamorfosernes mester Røllum-Larsen:
”Man sad og tænkte på, at her taler Schubert selv uden filter eller manerer af nogen art”

– Tja, godt nok har Røllum-Larsen høje tanker om sig selv, men at omtale sig selv i tredje person, er lige latterligt nok!
Nu taler Schubert ikke – manden er for længst afgået ved døden – det er hans musik, der taler. Dette medmindre at Larsen har været til spiritistiske seancer – hvilket måske forklarer, hvorfor ”man” mener, at Schubert ikke har ordentlige manerer!
Mon ikke ”man” snart skulle stikke piben ind og fingeren i jorden – inden musikanmeldelserne bliver en sådan blanding af snobberi og naragtigheder, at det hele fremstår som en samling af dårlige vittigheder!

ABSOLUT SYRET!
Vinanmeldelse i Søndagsavisen:
” ... med god længde og en venlig syre”

– Tja, anmelderen overgår atter sig selv i tåbelige udtryk – sidst var det vin med smag af seletøj og hest - denne gang er det med en venlig syre!?
Nu er syre pr. definition ætsende i mere eller mindre grad, og det er så det. Til gengæld har ingen nogensinde set en venligt smilende syre – med mindre personen selv var syret!

JOURNALISTISK KLØJSER GØJSER
Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) har følgende ”sensationelle” overskrift:
”Rådyr vælter bil”

– Det må have været et allerhe...... stort rådyr og en minimalistisk bil!?
I virkeligheden har rådyret selvfølgelig ikke væltet bilen. Føreren af bilen undgik at påkøre rådyret, hvorefter bilen væltede! Journalistisk set er historien en stinker – små sjæle, små glæder!

MERE KLØJSER GØJSER
Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) bringer oplysninger om pågribelse af en bispetyv, der angiveligt er vaneforbryder!

– Spørgsmålet er så, hvor mange biskopper det mon lykkedes ham at stjæle inden pågribelsen?