Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

onsdag den 21. august 2013

Randbemærkninger nr. 272

HAR BUCHTRUP NOGEN HISTORISK VÆRDI?
Roskilde Dagblad bringer et interview med en forhenværende bankdirektør Kurt Buchtrup, der i forbindelse med Stændertorvets kulturgørelse til 40 millioner skattekroner udtaler, at Tingstedet har ringe historisk værdi – altså skal det væk!

– Tja, nu er Tingstedet over 100 år gammelt, og det er bemeldte Buchtrup, der vist retteligen hedder Andersen til efternavn, absolut ikke.
Så med udgangspunkt i Andersens egen udmelding, må det konstateres, at han i relation til historien - er ganske værdiløs!
Der findes desværre mange lignende personager - så mange, at det gennem tiderne er lykkedes for dem at indvirke, at Roskilde, der er som bekendt er en meget gammel by, i dag ikke fremtræder som en sådan. Hver gang har argumenterne været, at dette eller hint var af ringe historisk værdi – og derefter blev det revet ned!
I 1800-tallet var bygninger fra 1700-tallet af ringe historisk værdi, så de blev erstattet af nye bygninger fra 1800-tallet. I 1900-tallet var bygningerne fra 1800-tallet af ringe historisk værdi osv.
Skulle nogen være i tvivl, så vil et enkelt blik på for eksempel bebyggelsen i gågaden vise, hvordan resultatet bliver, når for mange ”Buchtrupper” får lov til at annullere historien!

ET POLITISKE CIRKUS
Roskilde er ifølge politikerne en idrætskommune – men der skal ikke være et 50 meter bassin til svømning!
Roskilde er ifølge politikerne en miljøkommune - men der skal absolut ikke være nogen vindmøller!
Roskilde er ifølge politikerne derimod ikke en cirkusby – men hvorfor har byen da så mange politiske klovne?

UDE AT SVØMME?
Overskrift i Roskilde Dagblad:
”S: Vi kan ikke bruge 150 mio. kr. på svømning”

– Nej da og specielt ikke, når socialkammeraterne med støttepartier er i fuld gang med at formøble 400 millioner skattekroner på det totalt ligegyldige politiske prestigeprojekt Musicon med tilhørende Rockmuseum, Rabalderpark, kommende bro og underjordisk cykeltunnel – for det er nemlig kultur!

DET BLIR’ I FAMILIEN
I forbindelse med at ambulancekørslen i Roskilde og Lejre nu kommer i udbud, har lokalredaktør Torben Kristensen på Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) spurgt to politikere, hvad de synes om det tiltag?

– Den ene er den lokale venstrepolitiker Bent ”Vendekåbe” Jørgensen – der åbenbart i øjeblikket finder det i orden. Den anden er selvfølgelig lokalredaktørens ægtefælle Jorun Bech, der opstiller til regionsrådet.
Det er åbenbart helt fint med lidt mere gratis valgreklame, specielt når det bliver i familien – men hvad med i stedet at spørge nogle af de andre regionsrådsmedlemmer?
Blog og Brok vil garantere, at desto nærmere valget til regionsrådet kommer, desto ofte vil lokalredaktørens ægtefælle poppe op med foto i Socialkammeratlig Tidende – vil nogen vædde?

EN SUCCES
Overskrift i Roskilde Dagblad i forbindelse med den stinkende mados fra restaurationen Bones i Algade:
”Bone’s har brugt to millioner på lugtproblemer”

– Tja, i så fald har de da fået valuta for pengene – der stinker nemlig forsat!

FRA DE SKRÅ BRÆDDER
Roskilde Dagblad bringer på debatsiden et indlæg med overskriften ”Og kan vi så lige få noget niveau, tak” forfattet af Simon Vagn Jensen, teaterleder for Odsherred Teater:
”Det er faktisk vores allesammens statsminister, som lægger niveauet for, hvad lige nu og her er væsentligt i den politiske situation”

– Tja, Helle Thorning Schmidt er leder af det landspolitiske teater og læserbrevsskribenten af Odsherred Teater – måske kunne de på et passende niveau udveksle erfaringer om, hvordan de bedst kan holde skuespillet gående?