Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

søndag den 8. september 2013

En narresut til Roskildes borgere!

Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) oplyser, at der ikke ansættes en uvildig ombudsmand til at behandle borgernes klager over administrationen. Noget der ellers er absolut påkrævet for at undgå, at ledelsen undersøger klager over sig selv og efterfølgende frikender sig selv – hvilket har været den hidtidige beskæmmende praksis!
Det var desværre lige nøjagtigt, hvad Blog og Brok havde forudset – se Randbemærkninger 284. Det er selvfølgelig altid rart at få ret, om end det i den konkrete situation er sørgeligt!

Forslaget om en uvildig ombudsmand ansat direkte af Roskilde Byråd kom fra Enhedslisten, men byrådets flertal, der som bekendt består af Socialkammerater, SF og Radikale, fik hurtigt og ganske bevidst udvandet forslaget. Dette ved at foreslå etablering af en ”Borgerrådgivning” i stedet for.

Samtidigt overlades det til administrationen at finde ud af, hvordan en sådan ”Borgerrådgivning” kan realiseres. Eller med andre ord, der bliver under ingen omstændigheder tale om en uvildig instans til at sikre borgernes rettigheder – tværtimod bliver der tale om et nyt administrativt kontor, der fra start af er syltet ind i det kommunale hierarki, som det netop var hensigten at opnå uafhængighed af!

Herefter vil administrationen fortsat undersøge klager over sig selv og sædvanen tro frikende sig selv! Derved har det herskende småborgerlige byrådsflertal cementeret, at administrationen i Roskilde Kommune nu har officiel status af en stat i staten!

Det politiske knæfald for administrationen vil givet vække undren hos vælgerne, der netop er af den formening, at de vælger repræsentanter fra de lokalpolitiske partier til at lede kommunen og ikke residenterne på rådhusets direktørgang!

Byrådsflertallets ageren i sagen giver derfor vælgerne al mulig grund til spekulationer om, hvorfor det nuværende byrådsflertal ikke tør gå imod det administrative direktørvælde og ansætte en uvildig ombudsmand til at sikre borgerne en fair behandling i det administrative system?