Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

lørdag den 7. september 2013

Randbemærkninger nr. 287

LATTERLIG SELVGLÆDE!
Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) bringer et interview med formanden for Teknik og Miljø socialkammerat Torben ”To i en” Jørgensen, dette i anledning af, at Rabalderparken ikke vandt designprisen!
Som en trøstende søforklaring har Torben ”To i en” Jørgensen følgende bemærkninger:
”Rabalderparken i Musicon har suget hæder til sig. Vi kan glæde os over, at Roskilde har fået international eksponering”.

– Til gengæld er selvglæden hos byens førende pamper Torben ”To i en” Jørgensen totalt overeksponeret - det eneste Rabalderparken har suget til sig, er 33 millioner skattekroner, der blandt andet fremkom, dengang de tre små servicebusser til ældre, syge og handicappede blev slagtet!

Det er åbenbart ikke gået op for ”To i en” Jørgensen, at turisterne kommer til Roskilde for at se Domkirken og Vikingeskibsmuseet – Rabalderparken derimod har ingen hørt om, og skulle der endeligt være nogle enkelte, er den alligevel i turistmæssig sammenhæng totalt uinteressant! Parken er således lille og hovedsageligt rettet mod skatere - dem er der ikke mange af blandt turisterne i Roskilde!

LANDLIG IDYL?
Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) bringer som bekendt én gang om ugen lokalredaktør Torben Kristensens kommentar, denne gang med ordene:
”Disse linier er skrevet af en bondedreng fra Stevns”

– Tja, det var godt nok en nyhed, men hvorfor skulle det dog være en forklaring på diverse redaktionelle ejendommeligheder!

TOTAL MOBILISERING!
I Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) opfordrer lokalredaktør og erklæret socialkammerat Torben Kristensen til krig mod Køge!
Her skal roskildenserne ved næste folketingsvalg ”bekæmpe” Sass Larsen, fordi manden angiveligt skulle være skyld i, at den nu forhenværende fødevareminister socialkammerat Mette Gjerskov overgik til livsvarig ministerpension!

– Tja, ved næste folketingsvalg bliver regeringen alligevel borgerlig, så det er en opfordring, der ikke alene er total latterlig, men tilmed også gabende ligegyldig!

FORGLEMMELSER?
Lokalredaktør Torben Kristensen har som bekendt en leder eller som lokalredaktøren ynder at udtrykke det, en kommentar én gang om ugen i Socialkammeratlig Tidende alias Roskilde Avis!
Denne gang handler det så om at sammenligne Roskilde med Køge – hvor det selvfølgelig munder ud i, at Roskilde på enhver måde og i en hver henseende er størst.

– Tja, der føres talrige argumenter i marken for ovennævnte antagelse og umiddelbart synes det da også som om, at det er Roskilde, der er den førende by, men desværre har lokalredaktøren en hukommelse som et dørslag (det er en si med meget store huller – red.)

I opsummeringen over Roskildes velsignelser sammenlignet med Køges, glemmes så ganske, at om få år skal alle roskildenserne til Køge for at blive behandlet på supersygehuset – Roskilde Sygehus vil da være reduceret til en parentes – så Køge har allerede vundet kampen!

Nu har Blog og Brok fuld forståelse for ”forglemmelsen”! Den er ganske givet forårsaget af den realitet, at lokalredaktørens frue, socialkammerat og regionsmedlem Jorun Bech var med til at stemme supersygehuset til Køge i stedet for til Roskilde – selvom fruen var valgt i Roskilde!

Til gengæld genopstiller Jorun Bech atter for Roskilde til et sæde i Regionsrådet – hvilket man i Køge uden tvivl er overlykkelige for. Spørgsmålet er derimod, hvad man er i Roskilde?