Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

mandag den 16. september 2013

Randbemærkninger nr. 293

KAPITALENS SPRÆLLEMAND
I forbindelse med nedrivningen af gamle købstadshuse i Ringstedgade, meddeler byens førende pamper, socialkammerat og formand for Teknik og Miljø, Torben ”To i en” Jørgensen, at han ikke ser nogen muligheder for at udskrive en arkitektkonkurrence omkring bebyggelsen:
”Det er en privat bygherre, der skal bygge, og det er dermed bygherrens egen lomme, der skal holde for ...”

– Og derfor er Torben ”To i en” Jørgensen klar med den røde løbe og skrabbuk til bygherren! Dette selvom det påtænkte byggeri er ren spekulation, klodset, bastant og tudegrimt - ganske ude af tid og rum med de i forvejen meget få originale købstadshuse, der er tilbage i området.
I forvejen er Torben ”To i en” Jørgensen uduelig – hvilket skandalen med spekulationsbyggeriet i Bredgade demonstrerer med grotesk tydelighed – og understreges yderligere af øjenbæen BAUHAUS og den katastrofale containervilla på Sct. Agnes!
Det er grotesk, at en så talentløs gøjser fortsat kan få lov til at ødelægge Roskilde med sin totale mangel på forståelse for stil og miljø – byen kan desværre kun håbe og bede til, at kommunalvalget stopper ”karrieren”!

FORPLUMRET
Roskilde Dagblad bringer et læserbrev fra Jeppe Palmqvist, formand for Roskilde Svømning:
”Er socialdemokratiet stadig uden mening?”

– Ja da, i hvert fald til efter kommunalvalget - og indtil da, har partiformanden Henning Sørensen fået i opdrag at plumre vandene!

SLUDDER!
Roskilde Dagblad har et læserbrev fra en Daniel Prehn, der angiveligt er byrådskandidat for socialkammeraterne:
”Afbureaukratisering giver et trecifret millionbeløb til Roskilde Kommune ... Ressourcer som kan bruges langt bedre end på at have mistillid til de offentligt ansatte”

– Tja, der kan passende startes med at sænke direktørlønningerne i kommunen – det vil helt sikkert hjælpe på skatteydernes tillid til de offentligt ansatte - for slet ikke at tale om tilliden til byrådet!

KVALITET OG KVANTITET
Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) bringer et læserbrev fra et par byrådskandidater fra Venstre, der er forargede over, at Dansk Folkeparti har foranlediget en længere debat omkring hallal-slagtet kød til servering i kommunens institutioner.

– For at understrege forargelsen over, hvor meget debatten fyldte, leveres et alenlangt og gabende kedsommeligt læserbrev.
Det er forstemmende, at de to personager åbenbart ikke har hørt om demokrati og ytringsfrihed. Til gengæld har de i deres meget for lange læserbrev forvekslet kvalitet med kvantitet – læserbrevet er nemlig kun en anledning til at gøre opmærksom på deres politiske eksistens, og her er der absolut intet at prale af - heller!

KUNSTIGT!
Anmeldelser af vin i Søndagsavisen er stedse en kilde til undren! Hvor får anmelderen dog alle disse forskruede udtryk og vendinger fra:
”Rød med lys kant”
– Og det er faktisk vinen og ikke farven på etiketten, der menes!
”Med god længde”
– Og hvor mange meter mon det så er?