Socialkammeratlig Tidende (Roskilde
Avis) har en klummeskriver ved navn Sivertsen – og denne gang handler det så om
stemmeprocenter, dvs. valgdeltagelsen i Roskilde Kommune. Den var sidste gang
67,5 procent, og det synes Sivertsen er for lavt:
”Det er et trist tal, som oven i
købet fastholder en kedelig, nedadgående kurve fra tidligere valg, hvor det
lokalpolitiske spiller en stadig mindre rolle i borgernes bevidsthed ved
kommunalvalget!”
– Det er åbenbart
endnu ikke gået op for Sivertsen, at det rent faktisk er lige omvendt - nemlig
at borgerne spiller en stedse mindre og mindre rolle i lokalpolitikernes
univers! Faktisk er borgerne kun ”på” i tre måneder hver fjerde år, nemlig lige
før kommunalvalget.
Politikerlede
er en sygdom, der har angrebet flere og flere vælgere, og smittekilden er politikerne
selv. For uanset hvad de siger, uanset hvad de lover, og uanset hvad der står i
deres partiprogrammer, så bliver resultatet noget helt andet, når de først er
blevet valgt - vel at mærke!
Vælgerne
er derfor dødtrætte af verbalgyllen, rævekagerne og lokumsaftalerne. Hvis
stemmeprocenten i Roskilde skal op og ikke fortsætte nedad, så er det
lokalpolitikerne, der for første gang i deres politiske ”karriere” skal holde,
hvad de har lovet!
Noget der
til gengæld vil kræve en så rabiat mentalitetsændring, at det givet forårsager
et markant mandefald (m/k) blandt de nuværende politiske genier i Roskilde
Byråd – hvilket ret beset heller ikke ville være så ringe endda.
INTET NYT FRA SNEFRONTEN
Socialkammeratlig Tidende (Roskilde
Avis) beretter, at beboerne på veje uden gennemkørsel på Sct. Jørgensbjerg
fremefter må leve med langsom snerydning!
– Tja, som
om det skulle være noget særligt. Fotografiet viser den nordøstlige del af Rughaven,
et område hvor der aldrig bliver ryddet sne – dog er det sket én gang i de
sidste 18 år, at en kommunal hyret sneplov forvildede sig ned ad vejen. Det var
en så stor sensation, at alle mand (m/k) var af huse for at besigtige
fænomenet.
Den
omstændighed, at vejen ender i en lille bakke, gjorde dog, at sneploven vendte
om, inden bunden af bakken var nået – den var bange for at køre fast! Til
gengæld skal beboerne op ad bakken hver dag hele vinteren igennem for at komme
på arbejde!
STEMMESPILD
Ifølge utroværdig kilde
(Socialkammeratlig Tidende alias Roskilde Avis) opstiller Roskildelisten igen
til kommunalvalget. Listen udmærker sig ved ikke at have store ambitioner og ingen
markant politisk profil:
”Vi ser ikke os selv som fast
placeret på den ene eller anden politiske fløj. Dog stemmer vi næppe på
højrefløjen. Hvis vi bliver valgt, vil vi deltage i forhandlinger om det
bagefter”
– Her har
vi så et parti, der lader alle døre stå pivåbne – alt afhængig af hvem der
byder ind, bliver partiet efterfølgende radikalt, socialistisk, liberalt –
eller måske noget helt fjerde?
Om ikke
andet, så er det selvfølgelig ærlig snak – på den anden side er partiet i dets
nuværende form ikke lige det, som borgerne i Roskilde Kommune har mest brug for
– den type partier har vi i forvejen mere end rigeligt af!