Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

onsdag den 9. oktober 2013

Lokkemad for dummerter!

Hvordan kunne den lyserøde sandkasse i Roskilde byråd få splittet oppositionen i den blå sandkasse?
Det var spørgsmålet, og svaret var at tilbyde den mest desperate gruppe mulighed for at få lidt fedtede fingeraftryk på budgettet for 2014!

Derfor afviste lyserød sandkasse alle blå sandkasses krav for at være med til at lege budget 2014 - vel vidende, at dette ville resultere i det, som også rent faktisk skete, nemlig at hele den blå sandkasse udvandrede!

Så blev de konservative, som den mest desperate gruppe efter stemmer, udvalgt - lokkemaden blev smidt ud, og de konservative slugte både maddingen, krogen, loddet og flådet samt det meste af linen!

Herefter var oppositionen splittet, og de konservative gik rundt og brystede sig af, at de nu havde hals- og håndsret over budgettet – selvom de i det nye hyttefad var i sørgeligt mindretal og i øvrigt ganske til grin!
For i virkeligheden løb de bare den lyserøde sandkasses ærinde – de lyserøde kunne nemlig med deres flertal under alle omstændigheder have vedtaget budgettet, også uden konservativ deltagelse!

Værst af alt er dog den uhyggelige mistanke, som formodentlig nu dukker op hos de konservative, nemlig at maddingen for langt størstedelens vedkommende alligevel ville være blevet gennemført af den lyserøde sandkasse i løbet af 2014, dette uanset konservativ deltagelse!

Nu kan det lokale konservative minoritetsparti altså bryste sig af nogle minimalistiske fingeraftryk på budget 2014 – så det ene svarer ganske smukt og harmonisk til det andet!

– Tja, det er ikke kun kærlighed, der gør blind – det gør magtbegær også!