Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

tirsdag den 8. oktober 2013

Randbemærkninger nr. 309

SAGT MED ANDRE ORD!
Til Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) oplyser Jonas Paludan fra Enhedslisten, at han ikke vil udstede nogen garanti for, at partiet støtter et genvalg af borgmester, socialkammerat Joy Mogensen. Til gengæld vil han garantere, at partiet aldrig vil støtte valget af en borgerlig borgmester!

– Tja, hvorfor dog ikke bare sige det, som det er. Enhedslisten sidder i lommen på de lokale socialkammerater – i fald de ønsker politisk indflydelse! Med en borgerlig borgmester er politisk indflydelse nemlig udelukket!

POLITISK ZOOLOGI!
Roskilde Dagblad beretter om den 14-årige Josefine, der åbenbart som valgreklame har været i erhvervspraktik som Roskildes borgmester socialkammerat Joy Mogensen. Dette med et fotografi visende bemeldte borgmester, der lærer erhvervspraktikanten at klappe en kunstig kamel!

– Desværre demonstrerer Joy Mogensen ikke, hvordan man sluger kamelen – konen må da ellers have rutinen!

ABSOLUT GENBRUG!
Bagsiden af Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) bringer et historisk tilbageblik på Stændertorvet – alt til støtte for socialkammerat borgmester Joy Mogensens ideer om at fjerne stenbænkene som led i torvets latterlige kulturgørelse til 40 millioner skattekroner!
Oplysningerne er bestilt hos Lotte Fang og formodentlig fremstillet med baggrund i Arthur Fangs bøger, personlige undersøgelser, optegnelser etc.

– Tja, så bliver pengene da også ligesom i familien! Det er straks langt værre med Stændertorvet, der nu overgår fra at være folkeligt til at være politisk kulturbæh!

ENFOLDIGT!
Roskilde Dagblad bringer et indlæg af det socialkammeratlige folketingsmedlem Ane Halsboe-Jørgensen:
”Vi går efter at få flere til at gennemføre en erhvervsuddannelse .... som vores virksomheder efterspørger”

– Konen er grænseløst naiv! Det eneste, som flerheden af virksomhederne i Danmark efterspørger, er billig arbejdskraft - fra udlandet! Finder de den ikke i Danmark, flyttes produktionen i stedet til udlandet!

AUTO-NYT?
Overskrift i Roskilde Dagblad:
”Få regionale politikere er kommet i valg-gear”

– Tja, normalt går de regionale politikere kun i tomgang – så måske de bør indkaldes til syn!

SYN FOR SAGN?!
Roskilde Dagblad bringer et citat fra en J. Fink Ferdinand, der i forbindelse med vælgermøderne på INSP udmelder:
”Vi vil gerne skabe en mere nøgen debat, hvor politikerne har en mere direkte kontakt med publikum.”

– Nix pille?!

MADANMELDELSE?
Søndagsavisens ejendommelige anmelder af vin geråder som regel ud i nogle ret så specielle ord og vendinger, når vinen skal rekommanderes:
”... med cremet fedme ...”

– Tja, nu er spørgsmålet så, om legeret vin mætter lige så godt - som legeret suppe!