Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

fredag den 18. oktober 2013

Måske prisværdigt

Er det, at lokalredaktør Torben Kristensen på Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) er blevet klogere. I sin ugentlige kommentar gennemgår Torben Kristensen diverse sager, der ved avisens mellemkomst er blevet løst – nemlig hvor borgere har følt sig uretfærdigt behandlet i forskellige sammenhænge!

Torben Kristensen er åbenbart blevet klog af skade, så fremefter vil begge parter i en sådan sag få mulighed for at ytre sig, før avisen (Torben Kristensen) tager stilling til, hvorvidt sagen skal nyde fremme ved offentliggørelse!
At modparten også bør høres, er dog ikke Kristensens opfindelse, tværtimod er det et gammelt og hæderkronet princip i dansk ret!

Ovennævnte skal dog i relation til lokalredaktør Kristensen tages med et vist forbehold – således er Kristensen ikke alene erklæret socialkammerat, men han er også partikammesjukkernes villige journalistiske sprællemand! Hvilket helt sikkert vil indebære, at det desværre ikke er lige meget, hvem de to parter i en given sag måtte være!

Ihukommende sagen om ekspropriationen af planteskolen til fordel for Roskilde Festivalen – undskyld Roskilde Kommune foranlediget af det socialkammeratlige byrådsflertal, så giver det kraftige ridser i lakken med hensyn til en uvildig stillingtagen!

Således brugte lokalredaktøren megen spalteplads på at latterliggøre, mistænkeliggøre og stemple ejeren af planteskolen – alt sammen i et forsøg på at vende folkestemningen mod ejeren, således at det var det socialkammeratlige byrådsflertal, der uskyldshvide stod med palmerne i hænderne!

Det var ganske uskønt at overvære, og bedre blev det da heller ikke, da den mere end normalt kendte advokat Allan Ohms efterfølgende sprang med på gyllevognen og ganske ubegrundet svinede ejeren af planteskolen til – blot fordi ejeren holdt på sin grundlovfæstede ret!

Nu kan det selvfølgelig godt være, at lokalredaktør Torben Kristensen har set lyset! Imidlertid kan man som bekendt ikke lære en gammel cirkushest nye numre – Blog og Brok vil dog for gammelt bekendtskabs skyld lade tvivlen komme Kristensen til gode – indtil det modsatte er bevist!