Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

tirsdag den 5. november 2013

Randbemærkninger nr. 332

HYKLERIETS EVANGELIUM
Oplæses i forskellige variationer hvert fjerde år, når valget står for døren! Fænomenet kan netop nu betragtes i Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) Midtugen.

Med under 14 dage til kommunalvalget forsøger den selvbehagelige SF’er Birgit Pedersen pludselig at råde bod på, at SF sammen med det øvrige socialkammeratlige sammenrend under lockouten af lærerne var handlingslammede.
Derfor kommer madam Pedersen sjokkende ind på scenen og foreslår, at Roskilde Kommune laver en individuel aftale med lærernes organisation om hjemmeforberedelsestid!

Der er selvfølgelig tale om et paradenummer i det forfængelige håb, at lærerne så vil glemme SF’s defaitistiske holdning under lockouten!
Hykleriet understreges yderligere ved, at forslaget først kommer næsten et halvt år efter, at lockouten er slut!
Nu bliver det interessant at få konstateret, hvorvidt lærerne i Roskilde Kommune har en god eller en dårlig hukommelse – madam Pedersen håber selvfølgelig på det sidste!

EN KIKSER – BENT JØRGENSEN
Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) ved lokalredaktør Torben Kristensen bringer et interview med Bent ”Vendekåbe” Jørgensen fra det lokale Venstre:
”Kommunen skal ”konkurrence-udsætte” dvs. sende opgaver i udbud, så lokale firmaer får muligheden for at udføre dette arbejde”

– Tja, nu har Falck, der absolut ikke er noget lokalt firma, overtaget ambulancekørslen i Roskilde Kommune, efter at opgaven var blevet ”konkurrence-udsat”.
Hvilket med al tydelighed beviser, at en udlicitering ikke nødvendigvis resulterer i, at opgaven går til et lokalt firma – snarere tværtimod. Så mon ikke Bent ”Vendekåbe” Jørgensen bør gå hjem og vende argumentet en ekstra gang?

FORSTANDERINDEN ER SKUFFET?!
Roskilde Dagblad havde valgt at ødelægge hyggen ved kaffen lørdag morgen. Det skete med at interviewe den selvbehagelige SF’er Birgit Pedersen – som blandt meget andet er utilfreds med Enhedslisten:
”Enhedslisten skuffer mig. Jeg mener, at de har forvaltet den eller de pladser, de har i byrådet dårligt”

– Tja, at madam Pedersen åbenbart ikke aner, hvor mange pladser Enhedslisten har i byrådet, gør ikke ligefrem madammens trampen med fedtlæderstøvlerne mere seriøs.
At madam Pedersen er skuffet, det er muligt, men hun er næppe helt så skuffet, som alle de medlemmer af SF, der har oplevet madam Pedersen på slap line de sidste fire år.
Her gav madammen sin fulde tilslutning ved slagtning af børneinstitutioner, afskedigelse af pædagoger, rigide beskæringer på ældreområdet – kort sagt madammen er en nikkedukke for socialkammeraternes asociale nedskæringer på velfærden – og det vil hun fortsætte med efter valget.
For uanset hvor dårligt et valg SF får, så har forstanderinden meget betegnende for hendes magtliderlighed sikret sig, at hun alligevel får en plads i byrådet!