Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

onsdag den 6. november 2013

Randbemærkninger nr. 333

LARS LINDSKOV - EN DISTANCEBLÆNDER!
Det kan man med al god grund og i bogstaveligste forstand kalde den konservative byråds- og regionsrådskandidat Lars Lindskov.

Således antraf Blog og Brok lørdag formiddag bemeldte personages reklamekaravane midt på Frederiksborgvejsbakken, hvorved to ting kunne konstateres:

For det første var den mere end udtjente bils venstre forlygte ude af synkron og blændede de modkørende. For det andet trak denne nedslidte og ubestemmelige spand en lige så udtjent campingvogn - begge med fremskreden rust.

Endelig var forruden på det nedslidte køretøj i en sådan stand, at det ikke umiddelbart lod sig konstatere, hvorvidt Lars Lindskov selv var føreren!

Hele ekvipagen svarede dermed smukt til den lokale konservative politik – gravrust dækket af et enkelt lag sprøjtemaling som camouflage! Disse halvgamle vrag burde formodentlig indkaldes til syn – bilen og campingvognen altså!

HVOR SØDT!
Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) bringer et dobbeltinterview med venstremanden Peter Madsen og socialkammerat Torben ”To i en” Jørgensen. De to lokalpolitiske genier mener i skøn samdrægtighed, at det vil være muligt at gøre valgkampen til noget mere end tørre taler og uddeling af brochurer!

– Tja, det er det så sandelig også – således kan vælgerne gratis fyldes med såvel latterlige som fuldfede løgnehistorier – og bliver det da også i den grad!

Dog skal Peter Madsen vare sig for at konkurrere på netop denne politiske disciplin med Torben ”To i en” Jørgensen – den socialkammeratlige gøjser er tredobbelt Roskildemester i klamme løgnehistorier specielt designet til ældre, syge og handicappede borgere!

VALGFLÆSK!
Roskilde Dagblad bringer en personlig valgreklame (læserbrev) fra byrådskandidat for socialkammeraterne Karim Arfaoui:

”Jeg ved, at mange pædagoger i Roskilde er utrygge omkring deres fremtid ...”

– Og hvor mange pædagoger har du så talt med – Karim?

ET OPBØVS FRA LETH!
BT bringer et interview med den herostratisk berømte forfatter m.v. Jørgen Leth, som giver danskerne en opsang:

”Vi er blevet lidt for glade for os selv”

– Tja, nu har Jørgen Leth altid været uendelig glad for sig selv, og det fortsætter åbenbart! Hertil kommer, at gøjseren måske ikke lige er den rette til at prædike etik og moral specielt i mellemfolkelig sammenhæng!

I virkeligheden handler det formodentlig bare om, at Jørgen Leth atter higer efter offentlig opmærksomhed – hvilket de nærmere omstændigheder taget i betragtning er usmageligt!