Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

tirsdag den 12. november 2013

Randbemærkninger nr. 338

BORGMESTERSLUDDER!
Roskilde Dagblad bringer en udtalelse fra socialkammerat borgmester Joy Mogensen:

”Politik er ikke meget anderledes end at være tilmeldt en idrætsforening ...” 

– Tja, med hensyn til amatørstatus, så har Joy Mogensen så ganske ret. Til gengæld er udbyttet ligesom ikke helt det samme. Det er de færreste medlemmer af en idrætsforening, der får en tårnhøj løn samt frynsegoder som eksempelvis gratis festivalbilletter, gratis ”studietur” til den Franske Riviera osv. osv. 

AKTION OG REAKTION
Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) meddeler, at borgmester Joy Mogensen har oplyst, at hun er stolt af Roskilde!? 

– Tja, det omvendte er efterhånden ikke længere tilfældet, der er allerede for mange skeletter i skabet - troværdigheden er for længst gået fløjten! 

PAMPER KLAMT!
Roskilde Dagblad oplyser, at socialkammerat og levebrødspolitiker Steen Bach Nielsen, der er blandt meget andet er formand for regionsområdet i Region Sjælland inklusiv sine pamper ”ben” har en årsløn på små 1,2 millioner! 

– Til gengæld klarede gøjseren at få sløjfet lægeambulancerne i regionen - dét var der nemlig sjovt nok ikke råd til!

Menneskeliv er billige i Steen Bach Nielsens optik, hvorfor han såvel økonomisk som menneskeligt er indbyggerne i Region Sjælland en ekstremt dyr dreng – det må på begge områder kunne gøres både bedre og billigere! 

LARS’ GAMLE AUTOBIL!
Som tidligere proklameret i dagspressen vil medlem af det konservative minoritetsparti Lars Lindskov, den selvbehagelige SF’er Birgit Pedersen og socialkammerat Claus Larsen nu køre kommunen rundt. Det sker i en udtjent Citroen 2 CV, som Lindskov har fremskaffet!

Der er tale om et politisk stunt for at henlede opmærksomheden på, at man skal bruge sin stemme - og selvfølgelig helst på en af de tre gøjsere! 

– Tja, 2 CV’en hed hos SF en Christiania-kampvogn, hos socialkammeraterne en pædagog-jaguar og hos de konservative en kommunist-kærre! Bemeldte Lindskov forsøger åbenbart i anledning af det tilstundende kommunalvalg at skaffe sig et bredere socialt image for en kortere tid!

KONSERVATIVT BØVS!
Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) bringer et læserbrev fra to konservative kandidater - en Cecilia Seemann og en Jesper Kejlhof:

”Hvad har DF opnået i budgetforhandlingerne? Svaret er ingenting?” 

– Tja, og hvad har de konservative i Roskilde Byråd opnået gennem de sidste fire år? Svaret er ingenting!

Tværtimod blev gruppen pludselig voldsom tilhænger af ekspropriation – noget der ellers er en dødssynd i den konservative ideologi!