Socialkammeratlig Tidende (Roskilde
Avis) bringer et interview med socialkammerat borgmester Joy Mogensen om
skadestuen i Roskilde:
”Vi er jo en stor befolkning i
området, som vil føle sig utrygge, hvis vores skadestue ikke fungerer rimeligt.
Det må vi ordne!”
Nu er interviewet godt nok begået
af lokalredaktør Torben Kristensen, der som bekendt er socialkammeraternes
journalistiske sprællemand – men altså alligevel!
Borgmester Joy Mogensen ved
særdeles godt, at hun ikke kan ordne noget som helst omkring skadestuen i
Roskilde – det er en lygtemand!!
Skadestuen på Roskilde Sygehus
fungerer særdeles udmærket indenfor de rammer, som regionspolitikerne giver den
mulighed for! Hvorfor lokalredaktør Torben Kristensens udmeldinger om en
skaderamt skadestue er helt ude i hampen!
Joy Mogensen lukker en omgang fed
politisk fims ud - konen må formodes at være helt klar over, at med den nuværende
struktur og det kommende supersygehus i Køge, så er det endog meget stærkt
begrænset, hvad skadestuen i Roskilde får lov til af regionspolitikerne!
Hvordan går det for resten med at
få de akutte operationer for blodpropper i hjertet hevet til Roskilde Sygehus –
Joy Mogensen? Eller var det kun op til kommunalvalget, at det kunne bruges som
personlig valgreklame!
I virkeligheden er der kun tale om
et klamt politisk spil for galleriet – Joy Mogensen ved godt, at når
supersygehuset i Køge om fem år er klart, vil skadestuen og alle øvrige
funktioner blive overflyttet fra Roskilde Sygehus – der måske kan være heldig at få en
enkelt eller måske to små specialer – resten er tavshed!