Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

mandag den 10. marts 2014

Randbemærkninger nr. 416

KUNSTEN STIGER IKKE!
I forbindelse med den katastrofale mangle på økonomiske sponsorer til socialkammerat borgmester Joy Mogensens såkaldte kunstpark, har Roskilde Dagblad indhentet en udtalelse fra forstanderinden for Roskilde Kommunes Idræts- og Kulturudvalg, den selvbehagelige SF’er Birgit Pedersen. Madam Pedersen udtaler, at det nok skal lykkes at overtale fonde til at yde økonomisk støtte til en udvikling af ”kunstparken”! 

– Tja, måske vil madam Pedersen selv slippe et bidrag, for indtil videre har kommunen nemlig ikke fået et eneste positivt respons på de mange ansøgninger!

På den anden side er socialkammerat borgmester Mogensen totalt ligeglad – det bliver med hendes personlige ambitionsprojekt kunstparken som med konens meningsløse ødelæggelse af Stændertorvet – skatteborgerne betaler for den politiske kulturliderlighed.

Til gengæld varer det 4-5 år, før der er penge nok i kassen til en stormflodssikring i Jyllinge Nord – så indtil videre er beboerne stavnsbundne og skal ikke regne med at kunne sælge deres villaer. Det vil nemlig kræve tilstedeværelsen af en effektiv sikring mod fremtidige stormfloder! 

STORE AMBITIONER
I forbindelse med manglen på økonomisk sponsorer til den såkaldte ”Kunstpark”, udtaler den selvbehagelig SF’er Birgit Pedersen til Roskilde Dagblad:

”Det skal ikke ende med, at der bare står en høne i granit” 

– Nej, selvfølgelig da ikke. Der skal indkøbes kunst for 100 millioner – vel at mærke det, som madam Pedersen personligt forstår ved kunst – så en syg høne er egentlig meget passende som opstart!

FANTASIER
Søndagsavisen bringer et interview med Folketingets formand Mogens Lykketoft, der udtaler:

”Jeg er faktisk meget flink” 

– Ja, og tilmed et ejegodt gemyt og en god kristen – når han altså selv skal sige det! 

SELVROS!
Reklameoverskrift i Magasinet Sjælland:

”Drømmehuse bygget af gode danske håndværkere” 

– Sikkert nok, nogle villaer bliver i hvert fald de rene mareridt for ejerne!