Et flertal i Roskilde Byråd har
ifølge Socialkammerratlig Tidende (Roskilde Avis) nu besluttet at sælge
reklameplads til Bauhaus - beløbet er nemlig ekstremt stort - hele 500.000
hvert år i fem år. Med et så stort beløb, er det selvfølgelig krystalklart, at alle
smålige og småtskårne hensyn og indvendinger kan tilsidesættes!
Reklamer for Bauhaus vil derfor i
fremtiden kunne ses overalt på Roskilde Hallerne - undskyld Bauhaus Arena
selvfølgelig. Således at hele det arkitekttegnede bygningskompleks omdannes
til en smart reklamesøjle!
Samtidigt er der nu også etableret
en smuk sammenhæng med den så absolut unikke Bauhausburg ved
motorvejsfrakørslen til Roskilde. Bygningen er yderst smagfuld og ligner slet
ikke et tysk flaktårn fra Anden Verdenskrig - dette selvom onde tunger påstår
noget sådant!
Desværre ligger bygningen placeret
bag volde, således at Bauhaus har ofret rigtig mange penge på en unik og
absolut tydelig skiltning - der så til gengæld hilser alle rejsende på
motorvejen velkommen til kulturbyen Roskilde!
Alt sammen er selvfølgelig behørigt
godkendt af socialkammerat Torben ”To i en” Jørgensen - en mand, der virkelig
har forstand på kvalitetsbygninger! Jørgensen står da også bag for eksempel
godkendelsen af den futuristiske bakkevilla på Skt. Agnes - en fryd for øjet!
Nu har Bauhaus' tilbud desværre
været omgærdet af lidt vel meget skæg og blå briller, hvilket er uheldigt!
Onde tunger kan nemlig på den
baggrund skabe grobund for spørgsmål som for eksempel, hvornår og i hvilken
forbindelse Bauhaus fremkom med sit tilbud om sponsorkroner - hvilket
selvfølgelig er højst irrelevant!
Det bliver interessant i fremtiden
at se, hvilke andre store internationale koncerner, der ønsker reklameplads i
Roskilde via lignende eksorbitant store beløb i sponsorkroner.
Det kunne give rigtig mange
sponsorkroner, hvis eksempelvis ørnen i byvåbenet blev udskiftet med en burger!
Der henvises også til Blog og Broks
kommentar ”Alt for Bauhaus” - der kan ses på internettet!