Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

søndag den 4. maj 2014

Randbemærkninger nr. 451

LYNNERUP I HÆNGEKØJEN
Som bekendt har lokalredaktør Torben Kristensen på Socialkammeratlig Tidende fået i opdrag af den selvopkastede sygehusgruppe ”Hattedamerne” at føre felttog mod skadestuen i Roskilde! 

Denne gang hives så Venstres Evan Lynnerup ud af hængekøjen - gøjseren har blandt sine andre slumrefunktioner en bestyrelsespost i Slagteriskolen.

I den anledning udtaler Lynnerup, at han ser problemer med en lokal skadestue, der ikke er normeret til at klare selv de mindre skader, der kan opstå på slagteriskolen. 

Det er ikke korrekt - et nært familiemedlem, som fik skåret sig så alvorligt i en finger, at blødningen ikke umiddelbart kunne stoppes, fik en absolut kompetent behandling på Roskilde skadestue! 

En af Lynnerups andre slumrefunktioner er som medlem af regionsrådet - der var med til at beslutte, at Roskilde Sygehus afvikles til fordel for supersygehuset i Ølby! 

Herefter kan to ting konkluderes. Dels at Lynnerup ikke aner, hvad det handler om, hvilket ikke er noget nyt, og dels at Lynnerup ikke kun sover om natten - hvilket heller ikke er nogen nyhed! 

ORANGE FIASKO FORTSÆTTER
Gennem de senere år har skatteborgerne i Roskilde Kommune været tvangsudskrevne af kulturkulrede byrødder til at donere mellem 350.000 og 500.000 kroner til den såkaldte Orange Rute.

Et arrangement, der hvert år forsøger at lokke festivalerne ind til ”kulturen” i Roskilde, så de kan lære roskildenserne at kende - og omvendt!? 

Hvert år er arrangementet en dundrende fiasko, og hvert år har borgmester Joy Mogensens nuværende boyfriend direktør Jens Müller stået for fiaskoarrangementet - og det skal han selvfølgelig fortsætte med! 

Når blot ordet ”kultur” er nævnt i en ansøgning, så spjætter og danser hele menageriet i byrådet og smider om sig med skatteydernes penge - dette selvom alle nu burde vide, at millionerne er spildt. Orange Rute er og bliver en fiasko, der indtil videre har kostet over tre millioner kroner!