Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

torsdag den 1. maj 2014

Smæk for skillingen?


Eller valuta for pengene - det er spørgsmålet, når politikerne hyrer private firmaer til at foretage diverse fremstød i den ene eller anden retning. Det handler nemlig om, hvordan politikerne og dermed borgerne sikrer sig, at de også får valuta for skattekronerne! 

Desværre fører politikerne selv en lemfældig kontrol - et eksempel er i Roskilde, hvor Erhvervsforum blev hyret til at skaffe flere virksomheder og turister til kommunen. Her er der fortsat intet, skal vi være flinke og kalde det, målbart resultat - så de 3 millioner skattekroner, som borgerne år efter år betaler - modsvares altså af ingenting! 

Det har selvfølgelig intet som helst at gøre med, at socialkammerat borgmester Joy Mogensen kysser på direktøren for foretagendet - det må enhver da kunne forstå! 

Også Regionen har hyret et firma, nemlig CAT-CAPNOVA. Der igen har fået firmaet Oxford Research til at undersøge, om de selv nu også har leveret varen.

I følge Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) viser det sig angiveligt, at CAT har leveret ca. 63 stillinger siden 2011 eller omkring ca. 20 stillinger om året! 

Det lyder ikke af meget, og er det ej heller. Samtidigt lider beregningen af to væsentlige mangler. Nemlig dels sandsynligheden for, at stillingerne uden CATs mellemkomst alligevel var blevet en realitet og dels hvor mange af stillingerne, der i dag forsat eksisterer! 

Uden de to manglende oplysninger, er hurra-udmeldingen intet værd! Dette også selvom researchfirmaet kommer med en ud af luften grebet påstand om, at disse 63 jobs angiveligt udvirker yderligere op til 320 jobs i de kommende år! Er det om fem eller 25 år? For om 100 år er alting glemt! 

Alt taget i betragtning, må det siges, at skatteborgerne i Roskilde og i Regionen får smæk - men ikke valuta for pengene.

Skulle læserne herefter mene, at situationen ligner eventyret om Kejserens nye klæder - så er det helt korrekt!