Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

torsdag den 5. juni 2014

Randbemærkninger nr. 474

BØRN INGEN ADGANG?
Roskilde Dagblad oplyser, at indbyggertallet i Roskilde stiger, således har tallet nu passeret de 84.000. Samtidigt lyder prognosen på 600 flere indbyggere i hvert af de kommende år! 

– Gad vide hvorfor lalleglade politikere netop nedlægger den ene børneinstitution efter den anden i takt med, at indbyggertallet åbenbart stiger? Satser byrådsflertallet kun på at få barnløse indbyggere til Roskilde! 

EN GEMEN HYKLER
Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) citerer den heldigvis forhenværende borgmester Lindor Nielsen for følgende ”guldkorn”: 

”I den gamle Roskilde Kommune var der en kultur, så de lukkede sager kom i aviserne. Men sådan var det heldigvis ikke i Ramsø og Gundsø” 

– Tja, og det skulle så lige kommer fra en gøjser, der beløj borgerne i Roskilde om, at prisen på hans eksorbitante rådhustilbygning ”kun” var 90 millioner - dette selvom gøjseren havde bevilget 153 millioner, hvilket beløb hans ekstravagance da også kostede.

At Lindor dermed drænede kommunekassen så helt og aldeles, at gøjseren måtte ud og låne penge til de kommunale lønninger - det ville selvfølgelig aldrig være blevet opdaget, hvis ikke sagen var endt i aviserne! 

TÅBELIG LOKALPATRIOT
Desværre kan lokalpatriotisme blive en mani, hvor personer er villige til at benægte fakta, blot for at fremhæve en lokalitets abnorme vigtighed!

Når Blog og Brok kommer på de tanker, skyldes det en igen, igen og igen fremført hurramelding fra lokalredaktør Torben Kristensen på Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis): 

”I middelalderen var Roskilde den største (by - red.) nord for Lübeck” 

– Nej, det var Roskilde stadigvæk ikke, det var derimod ærkebispesædet i Lund, der dengang i øvrigt blev omtalt som Nordens hovedstad - dette næppe uden grund”