Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

tirsdag den 17. juni 2014

Randbemærkninger nr. 482

ET SJÆLDENT SYN!?
Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis Weekend) bringer et fotografi, hvor byens førende pamper socialkammerat Torben ”To i en” Jørgensen, formand for Plan- og Panik, undskyld Teknikudvalget ses stikke en finger i jorden. 

Det er ellers på tide, gøjseren får jordforbindelse. Kommunalvalget gav nemlig kun sølle 213 personlige stemmer - et eklatant udtryk for vælgernes absolut berettigede mistillid - ikke mindst da ”To i en” Jørgensen blandt rigtig meget andet også er formand for det lokale LO. 

At Torben ”To i en” Jørgensen blev reddet af sin partikammesjuk borgmester Joy Mogensen og listestemmer - det er så anden historie! 

Desværre viser det sig ved nærmere eftersyn, at fotografiet kun skal illudere, at ”To i en” Jørgensen udpeger en belægning, der skal ændres til angiveligt at være ”sundere”!

Hvorvidt der er tale om kejserens nye klæder eller ej, det vil tiden så vise. Ingen kan nemlig beskylde ”To i en” Jørgensen for at være åndeligt overbemidlet! 

FAST OVERARBEJDE
Roskilde Dagblad oplyser, at Roskilde Kommune vil oprette et alkoholråd, der skal påvirke unges drukkultur! 

– Tja, alkoholrådet kan netop lige akkurat nå at få etableret sig på Roskilde Festivalen - herefter vil der være overarbejde døgnet rundt fra festival start til festival slut!

Roskilde Festivalen er ubetinget den største drukfaktor for unge i Roskilde Kommune! Hvem, der skal tage sig af de øvrige unges drukkultur på festivalen, er åbenbart uafklaret - måske et nationalt kommunalt samarbejde? 

DOBBELT OP?
Roskilde Dagblad bringer en musikanmeldelse af metamorfosernes mester Claus Røllum-Larsen. Blog og Brok tillader sig at gengive et udpluk: 

”... hurtige stemmebevægelser af næsten improvisatorisk karakter, der ligesom gav forløbene et dobbelt perspektiv” 

– Tja, mon der er tale om dobbeltsyn?