Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

torsdag den 3. juli 2014

Randbemærkninger nr. 493

VENNETJENESTER
Som bekendt agerer lokalredaktør Kristensen på Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) journalistisk sprællemand for de lokale socialkammerater. Derfor er direktør Jens Müllers brug af et logo uden tilladelse forbigået som en ren bagatel! 

Bemeldte Müller er nemlig kysseven med Kristensens partikammesjuk borgmester Joy Mogensen, og hvad deraf følger, nemlig blandt andet at Müllers talentløshed bagatelliseres - dette selvom det har kostet skatteborgerne i Roskilde en million kroner og de lokale handlende en masse besvær! 

Ideen med at ændre Dannebrogs farver til fordel for Go Orange har også udløst negative reaktioner, hvorfor lokalredaktør Kristensen straks tørrer ideen af på Müller - alligevel ses de to gøjsere i skøn samdrægtighed storgrinende hænge det mishandlede Dannebrog ud af vinduet på lokalredaktørens kontor!

Denne happening samt den massive opbakning til projektet i Socialkammeratlig Tidende indikerer klart, at lokalredaktørens vask af hænder ikke efterlader rent vand i håndvasken! 

DER ER INGEN HJEMME!
I forbindelse med manglende tilladelse til at anvende Rolling Stones logo i forbindelse med Orange kampagnen, bringer Socialkammeratlig Tidende alias Roskilde Avis et interview med Mette Holmgren, orangeprojektleder fra Visit Roskilde: 

”Vi havde fået den opfattelse, at så længe logoet blev brugt til et ikke kommercielt formål, så var det ok” 

– Tja, bemeldte projektleder er ganske åbenbart ikke den skarpeste kniv i skuffen. Det Orange påhit handler også om at lokke festivalerne til Roskilde midtby for at bruge penge i forretningerne her.

Netop derfor har en stor del butikker overbegjort sig selv med orange gimmicks - så faktisk kan det ikke blive mere kommercielt!

Enhver, der professionelt har med PR og reklamer at gøre, kender begrebet ophavsret - med mindre der er tale om distanceblændere, narrehatte eller amatører! 

Regler for ophavsret m.v. kan let findes på nettet - så talentløsheden kan ikke maskeres som andet end uegnethed og/eller gemen dovenskab!