Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

fredag den 1. august 2014

Randbemærkning nr. 512


NEMLIG!
Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) har et tillæg ”Roskilde Live”. Det indeholder blandt andet overskriften: 

”Rabalderstræde er en gade” 

– Ja, Musicon er Danaidernes Kar. Forskellen er blot, at det her er alle kommunens skatteborgere, der i en ørkesløs strøm hælder pengene ned i det bundløse kar! 

REKLAMENS MAGT!
I Socialkammeratlig Tidende alias Roskilde Avis kan læses en reklame fra en osteforretning, der anbefaler slagter Frimann, hvis man er på udkig efter gode ben! 

– Tja, nu har Blog og Brok ikke smagt slagter Frimanns ben - men hvis man virkelig er på udkig efter de rigtigt fede ben, så kan Blog og Brok varmt anbefale socialkammerat Torben ”To i en” Jørgensen, der er specialist i smældfede politiske ben - gøjseren er par excellence byens største pamper!  

HER KOMMER SCHUBERT!
Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) oplyser, at en fisefornem elitær forening med massiv kommunal støtte, nemlig Schubertselskabet, afholder 20 års fødselsdag! 

– Tja, så er der bare tilbage at håbe, at det ikke igen er skatteyderne, der betaler gildet! 

SE TIL VENSTRE - SE TIL HØJRE!
Roskilde Dagblad bringer på debatsiden følgende overskrift: 

”Vil Venstre gøre forskel på indvandrere?” 

– Tja, Venstre vil gøre hvad som helst (stort set) for at genvinde regeringsmagten - i den forbindelse helliger hensigten nemlig altid midlet.

Bagefter kan man så tage et nyt standpunkt - det gør politikere altid, når det passer ind i deres politiske og personlige strategier, men husk endelig, at Venstre ved man altid, hvor man (vistnok) har!