Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

torsdag den 25. september 2014

Lokalredaktørens synsforstyrrelser


Socialkammeraternes journalistiske sprællemand lokalredaktør Torben Kristensen på Roskilde Avis alias Socialkammeratlig Tidende, meddeler i sin ugentlige kommentar, at han ser "mærkelige mørkemænd" - og dette åbenbart ved højlys dag!? 

Nu er så spørgsmålet, hvad det næste mon bliver, som lokalredaktøren ser? Blog og Brok modtager gerne kvalificerede gæt også fra sundhedsfagligt personale! 

Resten af kommentaren er derimod ganske banal og derfor forventelig. Således forherliges generaloverdirektør Henrik Rasmussen fra Roskilde Festivalen og hans ideer om forøget tilskud til markedsføring af Roskildes kulturelle herligheder - primært Roskilde Festivalen! 

Lokalredaktøren slår i uskøn samdrægtighed med overgeneraldirektør Rasmussen til lyd for mere Orange - selvom det sidste forsøg blev den ubetinget største fiasko til dato.

Faktisk kostede fiaskoen en million skattekroner - penge, der desværre i bogstaveligste forstand røg direkte i skraldespanden! 

Fiaskoen var denne gang så stor, at den bragte Roskilde på danmarkskortet, for ikke alene blev Dannebrog misbrugt, men det samme gjaldt ophavsretten til Rolling Stones logo - de omkringliggende kommuner fik sig et godt grin over opblæste orange narrehatte i Roskilde!  

Bedre blev det selvfølgelig ikke af, at det bekostelige og latterlige menageri forlods var godkendt af socialkammerat borgmester Joy Mogensen. Det var nemlig Mogensens kæreste, direktør Jens Müller, som stod for talentløsheden - kærlighed gør som bekendt også blind! 

Til gengæld er lokalredaktør Torben Kristensen både blind og døv for sandheden, når den handler om de lokale socialkammerater og deres venner - som for eksempel Roskilde Festivalen. 

Lokalredaktøren er nemlig kun en lille partisoldat, der med skyklapper på kritikløst marcherer ud af den slagne vej til den melodi, som socialkammeraterne spiller! Hvor vejen fører hen, hvordan og hvorfor den gør det - det er lige meget!

Journalistik kan misbruges til uendelig mange ting - desværre!