Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

fredag den 26. september 2014

Randbemærkninger nr. 549


ET BYBUD
Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) bringer et interview med socialkammerat Torben ”To i en” Jørgensen. Gøjseren er sendt i byen af sin partikammesjuk borgmester Joy Mogensen for at sprede tvivl om fordelene ved S-tog til Roskilde. 

Det er således ingen hemmelighed, at borgmester Joy Mogensen allerede for år tilbage var en stejl modstander af S-tog. Nu skal der så pludselig laves en kommunal undersøgelse af, hvordan en eventuel S-togsforbindelse til Roskilde vil påvirke byen - og selvfølgelig bliver resultatet, som Joy Mogensen ønsker det! 

Imidlertid synes alle at have glemt en væsentlig ting i S-togsdebatten, nemlig situationen for Roskilde, når Femern-forbindelsen er færdig!

Herefter vil trafikken vestpå gå via Køge over Ringsted, hvorfor der ikke vil kommer flere regionaltog til Roskilde, men derimod færre!

Det argument, at en S-togsforbindelse vil betyde færre regionaltog, er derfor ganske uinteressant - der vil nemlig under alle omstændigheder komme færre regionaltog gennem Roskilde. 

Når Joy Mogensen og hendes politiske nikkedukker frygter S-toget så voldsomt, skyldes det slet ikke risikoen for færre regionaltog.

Det skyldes derimod risikoen for, at S-tog på Roskilde Station vil betyde inddragelse af det område, hvor betonmastodonten hotel Babelstårnet med tilliggende ”herligheder” er tænkt opført! 

Således håber Joy Mogensen, at hotel Babelstårnet mv. kan realiseres, inden det bliver aktuelt med at placere en S-togsstation på arealet, derfor trækkes sagen bevidst i langdrag! Kort sagt vanligt socialkammeratligt hykleri! 

Set med fornuftens briller, så er det imidlertid bydende nødvendigt, at Roskilde får en alternativ togforbindelse, dette når antallet af regionaltog reduceres i forbindelse med Femern-forbindelsen! 

NEDLADENDE!!
Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) bringer på forsiden en udtalelse angiveligt fra en UNESCO-repræsentant: 

”Domkirken er bedre end I tror” 

– Hvad aner gøjseren overhovedet om, hvad ”vi” tror? Roskildenserne er ikke en samling uvidende nullerter!