Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

lørdag den 27. september 2014

Randbemærkninger nr. 550


TRUSSEL, LØFTE ELLER SPÅDOM?
I forbindelse med problematikken omkring en effektiv sikring mod fremtidige oversvømmelser i Jyllinge og etablering af digelav, udtaler socialkammerat borgmester Joy Mogensen til Roskilde Dagblad: 

”Vi har lagt en ambitiøs tidsplan, og I kan hjælpe til med at være klar uanset hvad, der bliver løsningen” 

– Tja, løsningen ligger ganske givet allerede klar bagerst i kommunaldirektør Henrik Kolinds nederste skrivebordsskuffe. Kommunen vil betale så lidt som overhovedet muligt og forlange så meget som muligt af lodsejerne selv. Ord er billige - når der ikke følger konkrete aftaler med! 

UDSTOPPET?
Roskilde Dagblad bringer følgende overskrift: 

”Pelsede Maja har fået nyt job” 

– Tja, visse journalister har det åbenbart lidt svært med ordenes betydning - pelsede betyder således, at hunden på et tidspunkt har fået sit skind trukket af! Heldigvis har hunden på fotografiet dog fortsat sin pels i behold! 

OPSTYLTET!
Det kan Claus Røllum-Larsens musikanmeldelse i Roskilde Dagblad også denne gang kaldes: 

”Her bliver man ikke underholdt, men præsenteret for et mesterværk ...” 

– Tja, hvis et mesterværk ikke er underholdende - hvad mon det så er? 

”... hvor tilhøreren ustandselig bliver hevet op af lænestolen og konfronteret med tilværelsens største spørgsmål” 

– Tja, nu er der ikke ligefrem lænestole i ”koncertsalen” på Roskilde Bibliotek, og godt nok var Beethoven en fremragende komponist - men han var altså ikke nogen Søren Kierkegaard! 

LATTERLIG TRUSSEL
Roskilde Dagblad bringer et læserbrev fra en Emil Chemnitz fra DSU i Roskilde. Skribenten mener, at hvis ikke restaurationerne i Roskilde får en overenskomst (formodentlig kun med den lyserøde fagbevægelse - red.) vil det føre til social uro og kaos! 

– Tja, måske skulle gøjseren i stedet vælge Stauning!