Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

onsdag den 17. september 2014

Randbemærkning nr. 544


LATTERLIG LOVPRISNING!
Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) bringer et fotografi af et flisebelagt område på ca. 12 kvadratmeter fra det lukkede kryds mellem Allehelgensgade, Algade og Stændertorvet.

Ideen hos lokalredaktør Torben Kristensen er, at byens borgere allerede nu kan beskue ”herlighederne” - nemlig en prøve på de absurd dyre granitfliser, der fremover skal ”herliggøre” Stændertorvet! 

Måske skulle lokalredaktøren i stedet læne sig ud af sit hjørneakvarium og se skråt til højre overfor og videre hen ad Algade.

Også i dette område kan byens borgere nemlig både se og desværre også føle, hvad der sker, når skattekronerne til vedligehold bruges til ligegyldigt kulturelt fis og granitfliser. Her ligner brolægningen resterne efter et mindre jordskælv! 

ULÆKKER LIVSSTIL!
Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) bringer følgende klammert på forsiden: 

”Roskilde er en livsstil. Derfor frygter festivalen ikke ny konkurrent i Odense” 

– Hvis livsstilen på Festivalen skulle være den samme som livsstilen i Roskilde - så er det virkelig klamt at være roskildenser!

Livsstilen på Festivalen er nemlig at drikke sig i hegnet, vælte stangdrukken rundt og overalt udgyde ”genbrug” af såvel fast som flydende føde fra forskellige legemsåbninger. 

Hertil kommer at hærge de omkringliggende villahaver, deltage i masseslagsmål og hærværk, sige goddag til diverse stoffer og endelig tiltrække østeuropæiske kriminelle! 

Ingen kan vel forstille sig, at det skulle være en stil, som indbyggerne i Roskilde ønsker at lægge navn til - altså lige bortset fra Henrik Rasmussen, generaloverdirektøren for Roskilde Festivalen. Gøjseren lever nemlig både godt og fedt af det! 

TÅBELIG REKLAME
Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) bringer følgende annonce: 

”Hos Optik Nicolais kan man sove sig til et godt syn” 

– Hvor mange enkelt- og dobbeltværelser råder optik-etablissementet over - og har de eget bad og room service?