Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

mandag den 27. oktober 2014

Borgmester Mogensens moralske habitus!


Netavisen for Roskilde Avis alias Socialkammeratlig Tidende bragte lørdag en stort opslået hurra-artikel med socialkammerat borgmester Joy Mogensen som topfigur og med overskriften:

”Joy er habil” 

Det sker i forbindelse med klagen til Tilsynet over Joy Mogensens mulige inhabilitet i sagen omkring godkendelse af diverse talentløse reklamepåfund til Orangotangoen, effektueret af borgmester Mogensens kysseven direktør Jens Müller!  

På forunderlig vis kunne lokalredaktør Torben Kristensen, der som bekendt er socialkammeraternes journalistiske sprællemand, allerede lørdag oplyse alle sine læserne om: 

1. Hvad administrationens redegørelse til Tilsynet vil indeholde - herunder at borgmester Joy Mogensen selvfølgelig ikke var inhabil! 

2. Hvilken indstilling de enkelte politiske partier i Roskilde Byråd vil komme med. Dette ikke mindst for flertallets vedkommende (socialkammeraterne plus nikkedukkerne fra samarbejdspartierne). Nemlig at Joy Mogensen selvfølgelig ikke var inhabil! 

Lokalredaktør Torben Kristensen er formodentlig ikke opmærksom på, at artiklen ikke ligefrem gavner klagesagen!

Tilsynet er således næppe interesseret i, at Roskilde Kommune via Socialkammeratlig Tidende gør konklusionen i redegørelsen offentligt kendt, endnu før Tilsynet overhovedet har modtaget den! 

Tilsynet kunne nemt risikere at få det indtryk, at Torben Kristensens offentlige korstog for partikammesjukken Joy Mogensens habilitet ene og alene er et forsøg på at påvirke Tilsynets afgørelse! Det ville om noget være endnu mere uheldigt! 

Endelig får kommunens borgere samtidig bekræftet, at den ene hånd vasker den anden. Det er selvfølgelig hygiejnisk, når begge hænder sidder på samme person - men det gør de ikke i denne sag! 

Tilsynet vil træffe sin afgørelse alene med baggrund i en ren juridisk vurdering. Den moralske og etiske vurdering er derfor overladt til kommunens borgere! Så måske bliver resultatet ikke helt det samme!