Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

mandag den 20. oktober 2014

Parkeringshus panik!


Som bekendt har socialkammerat borgmester Joy Mogensen dekreteret, at der skal bygges et stort, grimt og ydermere tåbeligt placeret parkeringshus i Roskilde, hvorefter de eksisterende større parkeringsarealer skal sælges til byggespekulanter - således at en mindre del af parkeringshusets pris vist nok skulle kunne dækkes! 

Nu er det, at smide en kæmpe betonklods lige midt ind i et eksisterende bymiljø, noget som kræver en masse hensyn både af menneskelig og teknisk art, hertil kommer så et forkromet overblik. Desværre er Roskilde Kommunes Plan og Teknik netop kendt for ikke at besidde nogle af de nævnte dyder - tværtimod! 

Tilkørselsforholdene har ”genierne” åbenbart ikke skænket mange tanker. Trafikken i området, ikke mindst i myldretiden, er i forvejen kaotisk, der er nemlig kun én og samme vej! 

Parkeringshuset vil have mindst 3.000 til- og frakørsler dagligt, specielt koncentreret i myldretiden, hvorfor der ikke skal megen fantasi til at forstille sig de totalt kaotiske scener, der vil udspille i området omkring Roskilde Bibliotek - samt mængden af udstødningsgasser kombineret med larmen fra bilkøerne! 

Dertil kommer, at parkeringshusets placering i den ene ende af byen sammenholdt med nedlæggelse af de store parkeringspladser i den anden ende af byen, uvægerligt vil give butiksdød! Ingen gider nemlig slæbe sine varer fra bunden af Skomagergade hele vejen op til parkeringshuset! 

Så hvis man ikke vidste bedre, kunne man nemt forledes til at tro, at parkeringshuset ligefrem er bestilt af Kvickly på bekostning af Irma og SuperBest! 

Kort sagt, placeringen af parkeringshuset er og bliver et monument over socialkammeratlig talentløshed - med hjernedød assistance fra nikkedukkepartierne SF, Radikale, Enhedslisten og sidst men ikke mindst det konservative restparti!