Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

lørdag den 17. januar 2015

Indspark 11


DÅRLIGT PRESSEFOTO!
Roskilde Dagblad bringer en artikel om de manglende økonomiske tilskud til kommunens sports- og andre foreninger. Miseren skyldes, at Roskilde Kommunes forvaltning tilsyneladende egenhændigt har ændret reglerne derhen, at det i år er blevet vanskeligere for foreningerne at søge tilskud! 

Samtidig gider forvaltningen ikke yde den sædvanlige service, nemlig at kontakte de foreninger, som ellers plejede at få tilskud, men hvis ansøgninger er udeblevet - således som det tidligere var normal praksis. 

Nu skal alt så føres tilbage til det oprindelige, og i den anledning bringer Dagbladet på sportssiderne et interview med den politisk ansvarlige for fadæserne - nemlig forstanderinden for Kultur- og Idrætsudvalget, den selvbehagelige SF’er Birgit Pedersen. 

Madam Pedersen udtaler nu pludseligt, at udvalget vil tættere på klubberne. Tidligere var det ellers kun elitesporten som interesserede madam Pedersen, men efter de mange kritiske læserbreve om skandalen har konen foretaget en kovending! 

Roskilde Dagblad belyser hele sagsforløbet på bedste måde, dog med en enkelt smutter. Der er anvendt et pressefoto af Birgit Pedersen, hvor madammen er totalt uigenkendelig - hun smiler! 

LOGISK FORKLARING?
Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) bringer igen et læserbrev om det elendige læskur ved busholdepladsen på Stændertorvet. Skuret har ingen sidestykker, hvorfor vind, regn og sne farer lige igennem! 

– Tja, forklaringen på at skurets konstruktion er givet, at det er specielt designet og godkendt af Kommunens Kulturudvalg. Skuret er ”samtidskunst” - ellers må det ikke stå på det nye kulturtorv!  

FABELAGTIGT
Roskilde Avis bringer en salgsannonce for en villa: 

”Indeholder en entre med muligheder for at tage i mod sine gæster” 

– Tja, det næste bliver vel med et køkken, hvor der er muligheder for at lave mad, eller hvad med et badeværelse, hvor der er muligheder for at tage bad!?