Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

mandag den 12. januar 2015

Indspark 8

BILKA ELLER SANDSÆK?
Socialkammeratlige politikere er altid yderst hittepåsomme, når de skal gøre folkelig reklame for sig selv - folkeligheden er nemlig ellers en beklagelig manglevare i politikernes hverdag!

Derfor ansættes spindoktorer til at afhjælpe denne mangel, når dette er opportunt af den ene eller anden årsag! 

Roskildes borgmester Joy Mogensen vises i Roskilde Dagblad slæbende på en sandsæk til et dige mod stormen ”Egon”, mens hendes ”storesøster” statsminister Helle Thorning har ladet sig fotografere sammen med små børn og ansatte varehuset i Bilka! 

Disse akut opståede tiltag skyldes for sidstnævntes vedkommende selvfølgelig det tilstundede valg til Folketinget. 

For førstnævntes vedkommende skete happeningen for at lappe på et yderst ”udvandet” renommé fra den forrige stormflod, hvor Mogensen sammen med kæresten direktøren Jens ”Orange” Müller forsvandt på solskinsferie til Cuba - samtidig med at de mange ofre for stormfloden stod uden hus og hjem! 

Hvilken af ”reklamerne” der er mest usmagelig/latterlig kan diskuteres, men der er i hvert fald både den mindre i den større og omvendt! 

BLØB?
Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) bringer i forbindelse med fremvisningen af tegningerne til den nye eksorbitante svømmehal overskriften: 

”En hel badeby” 

– Tja, og hvem er mon så badedyret? 

EN SLAGMARK?
Søndagsavisen bringer følgende annonce for salg af en villa i Sorø: 

” ... direkte til vold og mark” 

– Tja, måske skulle ejendomsmægleren have udvalgt annoncens tekst med lidt større omtanke - ingen ønsker vel et ”voldeligt” nabolag!