Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

tirsdag den 13. januar 2015

Indspark 9

MUDDER MED MADAM PEDERSEN 

Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) ved lokalredaktør Torben Kristensen bringer et interview med forstanderinden for Kultur- og Idrætsudvalget, den selvbehagelige SF’er Birgit Pedersen! 

Anledningen er, at såvel lokalpolitikere som private borgere har kritiseret, at håndbolden i Roskilde uden hverken varsel eller rimelig årsag er blevet frataget sit kommunale tilskud! 

Birgit Pedersen, som er ”berømt” for manglende selvbeherskelse, empati samt for sin enorme arrogance kæfter straks op om mudderkastning! 

Imidlertid har madammen glemt hovedreglen for mudderkastning - nemlig at betingelsen for at kaste med mudder er, at den person, som får det i hovedet - også selv har produceret det! 

I begge tilfælde er det åbenbart madam Pedersen selv - der både er producent og modtager! Dette selvfølgelig med mindre madammen vil skubbe den virkelige muddermager frem - nemlig den talentløse formand for Elite- og Talentrådet Jens ”Orange” Müller! 

På den anden siden er ”Orange” Müller socialkammerat borgmester Joy Mogensens kæreste - så det er næppe sandsynligt! 

Derfor må madam Pedersen finde sig i sin muddermaske - men hvorfor dog se så negativt på det, mudder skulle efter sigende virke forskønnende! 

KLAMT!
Visse politikere har fået smag for at bruge katastrofer i deres personlige valgkamp, hvilket er usmageligt.

Direkte klamt bliver det derimod, når nedslagtningen af de franske bladtegnere, politibetjente og borgere bruges for at promovere sig selv. 

Roskilde Dagblad bringer således på debatsiden et indlæg af folketingsmedlem for Venstre Jacob Jensen. Det sker med Karl Smart overskriften ”Je suis Jacob Jensen”. 

Selvfølgelig er det da vidunderligt, at folketingsmedlemmet omsider har fundet ud af, hvad han selv hedder - til gengæld er overskriften direkte klam!

At selve indlægget handler om ytringsfriheden, det er selvfølgelig forventeligt - men Jacob Jensen bliver ikke ”Charlie” af den grund!