Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

tirsdag den 10. marts 2015

Indspark 50

EN ER FOR LILLE
Og en er for stor - som det hedder i en gammel dansk revyvise. Det passer faktisk pudsigt nok på socialkammeraterne og deres forhold til cykelhjelme. 

Således blev forhenværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen nærmest verdenskendt via fotografiet, hvor han var iført en cykelhjelm, der var to numre for lille - hvilket gav Nyrup et ufortjent komisk look. 

Roskilde Dagblad bringer nu et fotografi af socialkammerat Torben ”To i en” Jørgensen, der promoverer Roskilde Kommunes langstrakte langtidsprognoser for etablering af cykelstier, dette iført en cykelhjelm - der er to numre for stor! 

Det giver fotografiet et formodentlig ganske utilsigtet komisk islæt specielt kombineret med det kælenavn, som netop styrthjelmen/cykelhjelmen har i folkemunde - nemlig en tomrumsforlænger! Ikke fordi specielt socialkammerat Torben ”To i en” Jørgensen overhovedet behøver en sådan understregning! 

EN TRYKFEJL?
Roskilde Dagblad oplyser, at museumsdirektør Frank Birkebæk har modtaget en fornem pris på en kvart million for blandt andet siden 1979 at have været uegennyttig!? 

– Tja, siden da er Birkebæk blev museumsdirektør, præsident for Schubertselskabet, bestyrelsesformand, fået sæde i fire lokale bestyrelser, diverse udvalg - fået plads ved højbordet i Roskilde Festivalen og har drevet adskillige museer/attraktioner ind i folden under Roskilde Museum, slagtet Fjordmuseet i Jyllinge for at kunne købe ”talende” papfigurer til sit eget prestigeprojekt - osv. osv. osv. 

Hvis det er at være uegennyttig, så skal Nudansk Ordbog da så sandelig straks skrives om! 

FORBLØFFENDE!
Roskilde Dagblad bringer et læserbrev begået af Karsten Lorentzen, medlem af Roskilde Byråd for DF - dette med overskriften: 

”DF byder velkommen til nutiden” 

– Tja, det er da vist lidt for nemt, for nutiden kender alle - fremtiden derimod ville være langt mere interessant!