Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

søndag den 29. marts 2015

Indspark 62

KNOPSKYDNING 
Socialkammeratlig Tidende (Roskilde Avis) oplyser glædestrålende, at det selvopkastede sygehusudvalg ”Hattedamerne” nu har fået en klon, nemlig et ligeledes selvopkastet debatforum om Roskilde Sygehus.

Det sker angiveligt for at kæmpe for at beholde funktioner og jobs på sygehuset, samt få en fuldt udbygget skadestue!

At sidstnævnte kræver diverse bagvedliggende kompetencer og specialer - operationsstuer etc., det gås der let henover - disse faciliteter vil nemlig alle i fremtiden være at finde på supersygehuset i Køge, og der bliver de! 

Ideen med et debatforum lyder besnærende, men det er som bekendt for sent at kaste brønden til, når barnet er druknet!

Til gengæld er der masser af personlig og forretningsmæssig reklameværdi i at deltage og dermed med mellemrum komme i reklamebladet Socialkammeratlig Tidende! 

Derfor er det yderst betegnende, at debatgruppen primært består af selvopkastede ”spidser” i byen - dette rækkende fra en advokat, over de ganske almindelige direktører til overgeneraldirektøren for Roskilde Festivalen - dog er der deltagelse fra en enkelt almindelig borger!

Det skulle nemlig så nødigt hedde sig, at der er tale om endnu en omgang ”Hattedamer”! 

Desværre vil hele tabernaklet i forbindelse med sygehusgruppe og debatgruppe ende, som dengang bonden klippede sin gris - en masse skrigeri og næsten ingen uld! 

ET SLINGREHOVED?!
Roskilde Dagblad bringer endnu en musikanmeldelse af metamorfosernes Claus Røllum-Larsen: 

”... var det årsagen til den smule slinger i intonation ... ... , som stak sit hoved frem nogle steder” 

Anmeldelsen fortsætter med: 

”Første satsen bestod af en lang række ”begyndelser”, som rakte ud i intetheden” 

Og derude befandt anmelderen sig åbenbart også - hvilket forklarer anmeldelsen!