Her kommenteres på den lokale andedam uden skelen til partiskel. Når jeg anvender en blog frem for læserbreve, skyldes det hensynet til sarte sjæle og de videre konsekvenser heraf. Nu kan de selv vælge, om de ønsker at læse mine meninger. Samtidig optager jeg ikke den spalteplads i de lokale aviser, der anvendes til selvfed lokalpolitisk reklame eller til kulturskruk lovprisning. Så klik ind og få en anden synsvinkel på tingenes tilstand end den officielle!

torsdag den 19. april 2012

Hærværk mod folkeligheden!

Stændertorvet skal nu omgøres for millioner. Det er åbenbart i politisk/kulturel henseende ikke pænt nok – dette i øvrigt uden konkret angivelse af, hvori grimheden måtte bestå!
Handler det om de to farverige torvedage om ugen, eller handler det om nedlæggelse af gratis parkeringspladser til nærbutikkernes kunder?
Stændertorvet har nemlig fungeret glimrende igennem de sidste 50 år, hvorfor så pludselig ændre noget, der for en gangs skyld fungerer i Roskilde Kommune?

Desværre kan kulturskrukke lokalpolitikere ikke se en åben plads, uden at den skal omlægges, omdefineres og overbegøres med deres egen flade opfattelse af noget anderledes!

I sin tid udskrev kulturliderlige politikere en konkurrence om, hvem der kunne ødelægge stemningen på Stændertorvet bedst og dyrest muligt – vinderprojektet søges nu ført ud i livet!
Dette selvom det er direkte uansvarligt i økonomiske nedgangstider at anvende over en million skattekroner på et totalt unødvendigt prestigeprojekt!

Forbløffende at lokalpolitiske genier ikke er klar over, at roskildedenserne er glade for grøntorvet, for kræmmerne og for hele det folkloristiske islæt, og det er turisterne også. Således har talrige turister netop fotograferet torvedagenes mangfoldige mylder af liv.

Den politiske iver skyldes selvfølgelig, at parkeringspladserne på torvet samtidig kan nedlægges permanent, hvorved borgerne tvinges til at anvende den kommende betalingsparkering.
Det giver klejner i kagekassen til yderligere politisk sold og snold – men hvorfor skal skatteyderne betale for svineriet?
Er det ikke rigeligt, at politiske genier allerede har gældsat borgerne for lån i milliardklassen? Hvad med at spænde livremmen ind på de personlige ambitioner – et ”vægttab” her ville i politisk henseende være umådelig klædeligt!